George Hinge
|
Herodots skytherbillede |
|
|
|
|
Skytherne spiller en betydelig rolle i den græske litteratur (fra Aristeas, 7. årh. f.Kr. til Dion av Prusa, ca. 100 e.Kr.) og naturvidenskab (bl.a. i det hippokratiske skrift Om vindene, vandene og stederne). Den vigtigste litterære kilde til skythisk kultur er imidlertid Herodots 4. bog. Jeg har undersøgt, hvordan Herodot skildrer skytherne som den typiske modsætning til den græske civilisation, og hvordan dette billede påvirker konstruktionen av grækerne selv. Visse elementer av det herodoteiske skytherbillede optræder i senere etnografiske fremstillinger av keltere og germanere. I både germanernes og skythernes tilfælde har det ført til, at man har stillet spørgsmåstegn ved billedets realitet. Hartog, en fremtrædende repræsentant for den såkaldte ”Liar School”, viser, hvordan Herodots skytherbillede lader sig analysere som en kohærent fortælling og altså ikke kan betragtes som historieskrivning (selv om Hartog er så avvejet, at han indrømmer, at denne konklusion ligger uden for rammerne av hans undersøgelse). Det er dog en typisk faldgrube for den konstruktivistiske tilgang: på engang paradoksalt at overvurdere konstruktionen som begreb og at undervurdere de kulturelle konstrukters essentialitet og kontinuitet. Germanisk forsvinder ikke som en sprogvidenskabelig kategori, bare fordi ideen om den germanske etnicitet er et produkt av mødet mellem germansk og romersk kultur. De skythiske kongegrave forsvinder heller ikke, bare fordi de er integreret narratologisk i Herodots skytherlogos. En andet spørgsmål er, med hvilke parametre den pågældende etnicitet overhovedet identificeres hos de antikke forfattere. Herodot og andre kilder taler ganske vist om et skythisk folk, men vi har sandsynligvis ikke at gøre med et folk i moderne forstand, men med heterogene stammer. Jeg har derfor undersøgt, hvilken rolle sproget spiller for Herodots begreb om folket. Projektet har resulteret i følgende artikler:
|
Inden for rammerne av