1 Ἐτύγχανον μὲν ἐπιδημῶν ἐν Βορυσθένει τὸ θέρος, ὁπότε εἰσέπλευσα [μετὰ τὴν φυγήν], βουλόμενος ἐλθεῖν, ἐὰν δύνωμαι, διὰ Σκυθῶν εἰς Γέτας, ὅπως θεάσωμαι τἀκεῖ πράγματα ὁποῖά ἐστι. καὶ δὴ καὶ περιεπάτουν περὶ πλήθουσαν ἀγορὰν παρὰ τὸν Ὕπανιν.

(1) Jeg opholdt mig netop oppe i Borysthenes om sommeren. Jeg var på det tidspunkt sejlet derind, fordi det var min plan, hvis det kunne lade sig gøre, at rejse gennem Skythien til Getien for at se på forholdene dér. Så jeg spadserede ved den lejlighed omkring langs Hypanis op ad formiddagen.

ἡ γὰρ πόλις τὸ μὲν ὄνομα εἴληφεν ἀπὸ τοῦ Βορυσθένους διὰ τὸ κάλλος καὶ τὸ μέγεθος τοῦ ποταμοῦ, κεῖται δὲ πρὸς τῷ Ὑπάνιδι ἥ τε νῦν καὶ ἡ πρότερον οὕτως ᾠκεῖτο, οὐ πολὺ ἄνωθεν τῆς Ἱππολάου καλουμένης ἄκρας ἐν τῷ κατ’ ἀντικρύ. 2 τοῦτο δέ ἐστι τῆς χώρας ὀξὺ καὶ στερεὸν ὥσπερ ἔμβολον, περὶ ὃ συμπίπτουσιν οἱ ποταμοί. τὸ δὲ ἐντεῦθεν ἤδη λιμνάζουσι μέχρι θαλάττης ἐπὶ σταδίους σχεδόν τι διακοσίους· καὶ τὸ εὖρος οὐχ ἧττον ταύτῃ τῶν ποταμῶν. ἔστι δὲ αὐτοῦ τὸ μὲν πλέον τέναγος καὶ γαλήνη ταῖς εὐδίαις ὥσπερ ἐν λίμνῃ γίγνεται σταθερά. ἐν δὲ τοῖς δεξιοῖς φαίνεται ποταμός, καὶ τεκμαίρονται οἱ εἰσπλέοντες ἀπὸ τοῦ ῥεύματος τὸ βάθος. ὅθενπερ καὶ ἐξίησι, διὰ τὴν ἰσχὺν τοῦ ῥοῦ· εἰ δὲ μή, ῥᾳδίως ἂν ἐφράττετο τοῦ νότου πολλοῦ κατὰ στόμα εἰσπνέοντος. 3 τὸ δὲ λοιπὸν ᾐών ἐστιν ἑλώδης καὶ δασεῖα καλάμῳ καὶ δένδροις. φαίνεται δὲ τῶν δένδρων πολλὰ καὶ ἐν μέσῃ τῇ λίμνῃ, ὡς ἱστοῖς προσεοικέναι, καὶ ἤδη τινὲς τῶν ἀπειροτέρων διήμαρτον, ὡς ἐπὶ πλοῖα ἐπέχοντες. ταύτῃ δὲ καὶ τῶν ἁλῶν ἐστι τὸ πλῆθος, ὅθεν οἱ πλείους τῶν βαρβάρων λαμβάνουσιν ὠνούμενοι τοὺς ἅλας καὶ τῶν Ἑλλήνων καὶ Σκυθῶν οἱ Χερρόνησον οἰκοῦντες τὴν Ταυρικήν. ἐκδιδόασι δὲ οἱ ποταμοὶ εἰς θάλασσαν παρὰ φρούριον Ἀλέκτορος, ὃ λέγεται τῆς γυναικὸς εἶναι τοῦ Σαυροματῶν βασιλέως.

Byen har nemlig ganske vist taget navn efter Borysthenes på grund av dennes skønhed og størrelse, men både den nuværende og gamle bebyggelse ligger ved Hypanis, ikke langt inde i landet fra den såkaldte Hippolaos’ Odde, men på den modsatte side. (2) Den del av landet er spids og fast som en stævn, som floderne strømmer sammen om. Allerede her flyder de sammen til en sø indtil havet de sidste ca. 200 stadier, og de er ikke mindre i bredden. Vandet er for størstedelen grundt og bliver i godt vejr smult som i en sø. På højre side ligner det en flod, og de, der sejler ind, kan mærke, hvor dybt der er, på strømmen. Det er også her, vandet flyder ud som en følge av den kraftige strøm. Ellers ville det let kunne blive lukket, når en kraftig søndenvind blæste ind i mundingen. (3) I øvrigt er bredden sumpet og tæt bevokset med siv og træer. Man kan endda se mange træer midt ude i søen. Det ligner på den måde master, og det er sket, at uerfarne har taget fejl og troet, det var en flåde, de havde kurs imod. På det sted udvindes der også en mængde salt, og det er derfra, de fleste barbarer og de grækere og skythere, der bor på det Tauriske Chersones, køber deres salt. Floderne løber ud i havet ved Alektors Fæstning, der efter sigende tilhører sauromaterkongens hustru.

4 ἡ δὲ πόλις ἡ τῶν Βορυσθενιτῶν τὸ μέγεθός ἐστιν οὐ πρὸς τὴν παλαιὰν δόξαν διὰ τὰς συνεχεῖς ἁλώσεις καὶ τοὺς πολέμους. ἅτε γὰρ ἐν μέσοις οἰκοῦσα τοῖς βαρβάροις τοσοῦτον ἤδη χρόνον, καὶ τούτοις σχεδόν τι τοῖς πολεμικωτάτοις, ἀεὶ μὲν πολεμεῖται, πολλάκις δὲ καὶ ἑάλω· τὴν δὲ τελευταίαν καὶ μεγίστην ἅλωσιν οὐ πρὸ πλειόνων ἢ πεντήκοντα καὶ ἑκατὸν ἐτῶν. εἷλον δὲ καὶ ταύτην Γέται καὶ τὰς ἄλλας τὰς ἐν τοῖς ἀριστεροῖς τοῦ Πόντου πόλεις μέχρι Ἀπολλωνίας. 5 ὅθεν δὴ καὶ σφόδρα ταπεινὰ τὰ πράγματα κατέστη τῶν ταύτῃ Ἑλλήνων, τῶν μὲν οὐκέτι συνοικισθεισῶν πόλεων, τῶν δὲ φαύλως, καὶ τῶν πλείστων βαρβάρων εἰς αὐτὰς συρρυέντων. πολλαὶ γὰρ δή τινες ἁλώσεις κατὰ πολλὰ μέρη γεγόνασι τῆς Ἑλλάδος, ἅτε ἐν πολλοῖς τόποις διεσπαρμένης. ἁλόντες δὲ τότε οἱ Βορυσθενῖται πάλιν συνῴκησαν, ἐθελόντων ἐμοὶ δοκεῖν τῶν Σκυθῶν διὰ τὸ δεῖσθαι τῆς ἐμπορίας καὶ τοῦ κατάπλου τῶν Ἑλλήνων. ἐπαύσαντο γὰρ εἰσπλέοντες ἀναστάτου τῆς πόλεως γενομένης, ἅτε οὐκ ἔχοντες ὁμοφώνους τοὺς ὑποδεχομένους οὐδὲ τῶν Σκυθῶν ἀξιούντων οὐδὲ ἐπισταμένων ἐμπόριον αὐτῶν κατασκευάσασθαι τὸν Ἑλληνικὸν τρόπον. 6 σημεῖον δὲ τῆς ἀναστάσεως ἥ τε φαυλότης τῶν οἰκοδομημάτων καὶ τὸ συνεστάλθαι τὴν πόλιν ἐς βραχύ. μέρει γάρ τινι προσῳκοδόμηται τοῦ παλαιοῦ περιβόλου, καθ’ ὃ πύργοι τινὲς οὐ πολλοὶ διαμένουσιν οὐ πρὸς τὸ μέγεθος οὐδὲ πρὸς τὴν ἰσχὺν τῆς πόλεως. τὸ δὲ μεταξὺ συμπέφρακται κατ’ ἐκεῖνο ταῖς οἰκίαις οὐκ ἐχούσαις ὁποῖα διαλείπει. τειχίον δὲ παραβέβληται πάνυ ταπεινὸν καὶ ἀσθενές. τῶν δὲ πύργων εἰσί τινες πολὺ ἀφεστῶτες τοῦ νῦν οἰκουμένου, ὥστε μηδ’ εἰκάσαι ὅτι μιᾶς ἦσαν πόλεως. ταῦτά τε δὴ οὖν σημεῖα ἐναργῆ τῆς ἁλώσεως καὶ τὸ μηδὲν τῶν ἀγαλμάτων διαμένειν ὑγιὲς τῶν ἐν τοῖς ἱεροῖς, ἀλλὰ ξύμπαντα λελωβημένα εἶναι, ὥσπερ τὰ ἐπὶ τῶν μνημάτων.

(4) Borysthenitternes by lever i størrelse ikke op til sit gamle omdømme som en følge av de ustandselige erobringer og krige, den har været udsat for. Eftersom den så længe har ligget midt mellem barbarer, og dét næsten de mest krigeriske av dem, ligger den nemlig altid i krig og er ofte også blevet erobret. Den sidste og største erobring ligger ikke mere end 150 år tilbage. Geterne erobrede den sammen med de andre byer på Sortehavets venstre bred indtil Apollonia. (5) Derfor blev forholdene for de grækere, der boede der, også særdeles beskedne; byerne blev enten ikke bygget op igen eller kun dårligt, og det var mest barbarer, der søgte ind til dem. Der er jo sket erobringer mange steder i den græske verden, fordi den er spredt på så mange steder. Da Borysthenes dengang var blevet erobret, var det, så vidt jeg kan se, på skythernes ønske, at den blev bygget op igen, eftersom de behøvede handlen og grækernes trafik. De var nemlig holdt op med at sejle derind, da byen var blevet avfolket, fordi der ikke var nogen, der talte deres sprog, til at tage imod dem, og skytherne hverken var til sinds eller i stand til selv at indrette en handelsplads på grækernes måde. (6) Et tegn på avfolkningen er bygningernes dårlige fatning, samt at byen er koncentreret på et lille område: Den er delvis bygget sammen med den gamle ringmur, hvor der er bevaret et mindre antal tårne, der ikke stemmer overens med byens størrelse eller styrke. Det mellemliggende område hernedenfor er tæt pakket med huse, der ikke efterlader det mindste mellemrum. Ved siden av er der anlagt en temmelig lav og svag bymur. Nogle av tårnene ligger ret langt fra det beboede område, og man har derfor end ikke et indtryk av, at de engang var del av en og samme by. Dét er tydelige tegn på erobringen, ligesom også den kendsgerning, at ingen av de statuer, der står i helligdommene, er bevaret i hel stand, men alle er blevet skændet, ligesom de, der står på gravmælerne.

7 ὅπερ οὖν ἔφην, ἔτυχον περιπατῶν πρὸ τῆς πόλεως, καί τινες ἐξῄεσαν ἔνδοθεν τῶν Βορυσθενιτῶν πρὸς ἐμέ, ὥσπερ εἰώθεσαν· ἔπειτα Καλλίστρατος ἐφ’ ἵππου τὸ μὲν πρῶτον παρίππευσεν ἡμᾶς ἔξωθεν προσελαύνων, παρελθὼν δὲ ὀλίγον κατέβη, καὶ τὸν ἵππον τῷ ἀκολούθῳ παραδοὺς αὐτὸς πάνυ κοσμίως προσῆλθεν ὑπὸ τὸ ἱμάτιον τὴν χεῖρα ὑποστείλας. παρέζωστο δὲ μάχαιραν μεγάλην τῶν ἱππικῶν καὶ ἀναξυρίδας εἶχε καὶ τὴν ἄλλην στολὴν Σκυθικήν, ἄνωθεν δὲ τῶν ὤμων ἱμάτιον μικρὸν μέλαν, λεπτόν, ὥσπερ εἰώθασιν οἱ Βορυσθενῖται. χρῶνται δὲ καὶ τῇ ἄλλῃ ἐσθῆτι μελαίνῃ ὡς τὸ πολὺ ἀπὸ γένους τινὸς Σκυθῶν τῶν Μελαγχλαίνων, ὡς ἐμοὶ δοκοῦσι, κατὰ τοῦτο ὀνομασθέντων ὑπὸ τῶν Ἑλλήνων. 8 ἦν δὲ ὡς ὀκτωκαίδεκα ἐτῶν ὁ Καλλίστρατος, πάνυ καλὸς καὶ μέγας, πολὺ ἔχων ᾿Ιωνικὸν τοῦ εἴδους. ἐλέγετο δὲ καὶ τὰ πρὸς τὸν πόλεμον ἀνδρεῖος εἶναι, καὶ πολλοὺς Σαυροματῶν τοὺς μὲν ἀνῃρηκέναι, τοὺς δὲ αἰχμαλώτους εἰληφέναι. ἐσπουδάκει δὲ καὶ περὶ λόγους καὶ φιλοσοφίαν, ὥστε καὶ ἐκπλεῦσαι σὺν ἐμοὶ ἐπεθύμει. διὰ πάντα δὴ ταῦτα εὐδοκίμει παρὰ τοῖς πολίταις, οὐχ ἥκιστα δὲ ἀπὸ τοῦ κάλλους, καὶ εἶχε πολλοὺς ἐραστάς. πάνυ γὰρ δὴ τοῦτο ἐμμεμένηκεν αὐτοῖς ἀπὸ τῆς μητροπόλεως τὸ περὶ τοὺς ἔρωτας τοὺς τῶν ἀρρένων· ὥστε κινδυνεύουσιν ἀναπείθειν καὶ τῶν βαρβάρων ἐνίους οὐκ ἐπ’ ἀγαθῷ σχεδόν, ἀλλ’ ὡς ἂν ἐκεῖνοι τὸ τοιοῦτον ἀποδέξαιντο βαρβαρικῶς καὶ οὐκ ἄνευ ὕβρεως.

(7) Som jeg sagde, spadserede jeg altså omkring uden for byen, og der kom som sædvanlig nogle borysthenitter ud til mig derindefra. I det samme kom Kallistratos ridende ude fra landet. Han passerede os først, men da han var kommet lidt videre, steg han av, gav hesten til sin ledsager og gik pænt og ordentligt hen til os med hånden under kappen. Han havde en stor kniv av den slags, som ryttere bruger, i bæltet og bar bukser og resten av den skythiske dragt, men fra skuldrene hang der en lille sort kappe, tynd, ligesom den, borysthenitterne plejer at bære. Men resten av deres dragt er som regel også sort, efter et skythisk folkeslag, der hedder melanchlainerne, som grækerne formentlig har givet navn herav. (8) Kallistratos var omtrent 18 år, særdeles smuk og stor, og hans udseende var meget ionisk. Man fortalte, at han også var modig i krig, og det var mange sauromatere, han enten havde dræbt eller taget til fange. Men han var også interesseret i retorik og filosofi, og han havde således lyst til at sejle bort sammen med mig. På grund av alt dette nød han stor anseelse hos borgerne, ikke mindst som følge av hans skønhed, og han havde mange elskere, for de havde fra deres moderby bevaret skikken med kærlighed mellem mænd. De får formentlig også forført nogle av barbarerne, og det sker næppe med et godt formål, men - når det nu er dem, der indvilliger i et sådant forhold - barbarisk og krænkende.

9 εἰδὼς οὖν αὐτὸν φιλόμηρον ὄντα περὶ τούτου εὐθὺς ἐπυνθανόμην. σχεδὸν δὲ καὶ πάντες οἱ Βορυσθενῖται περὶ τὸν ποιητὴν ἐσπουδάκασιν ἴσως διὰ τὸ πολεμικοὶ εἶναι ἔτι νῦν, εἰ μὴ ἄρα καὶ διὰ τὴν πρὸς τὸν Ἀχιλλέα εὔνοιαν· τοῦτον μὲν γὰρ ὑπερφυῶς τιμῶσι, καὶ νεὼν τὸν μὲν ἐν τῇ νήσῳ τῇ Ἀχιλλέως καλουμένῃ ἵδρυνται, τὸν δὲ ἐν τῇ πόλει· ὥστε οὐδὲ ἀκούειν ὑπὲρ οὐδενὸς ἄλλου θέλουσιν ἢ Ὁμήρου. καὶ τἄλλα οὐκέτι σαφῶς ἑλληνίζοντες διὰ τὸ ἐν μέσοις οἰκεῖν τοῖς βαρβάροις ὅμως τήν γε Ἰλιάδα ὀλίγου πάντες ἴσασιν ἀπὸ στόματος. 10 εἶπον οὖν προσπαίζων πρὸς αὐτόν,

«Πότερόν σοι δοκεῖ, ὦ Καλλίστρατε, ἀμείνων ποιητὴς Ὅμηρος ἢ Φωκυλίδης;»

καὶ ὃς γελάσας ἔφη,

«Ἀλλ’ οὐδὲ ἐπίσταμαι ἔγωγε τοῦ ἑτέρου ποιητοῦ τὸ ὄνομα, οἶμαι δὲ μηδὲ τούτων μηδένα. οὐδὲ γὰρ ἡγούμεθα ἡμεῖς ἄλλον τινὰ ποιητὴν ἢ Ὅμηρον. τοῦτον δὲ σχεδόν τι οὐδὲ ἄλλος οὐδεὶς ἀγνοεῖ. μόνου γὰρ Ὁμήρου μνημονεύουσιν οἱ ποιηταὶ αὑτῶν ἐν τοῖς ποιήμασιν, καὶ ἄλλως μὲν εἰώθασι λέγειν, ἀεὶ δὲ, ὁπόταν μέλλωσι μάχεσθαι παρακελεύονται τοῖς αὑτῶν [ὥσπερ τὰ Τυρταίου ἐν Λακεδαίμονι ἐλέγετο]. εἰσὶ δὲ πάντες οὗτοι τυφλοὶ καὶ οὐχ ἡγοῦνται δυνατὸν εἶναι ἄλλως τινὰ ποιητὴν γενέσθαι.»

(9) Da jeg vidste, han var en stor fan av Homer, spurgte jeg ham straks ud herom. Næsten alle borysthenitter er vilde med digteren, måske fordi de stadig er krigeriske, hvis det da ikke skyldes deres hengivenhed til Achilleus. De ærer ham nemlig overordentligt, og de har rejst et tempel både på den såkaldte Achilleus’ Ø og i byen. De vil derfor ikke høre om nogen anden end Homer. Og selv om de ellers ikke længere taler græsk rent, fordi de bor midt iblandt barbarer, kan de så godt som alle Iliaden udenad. (10) Jeg drillede ham derfor:

”Hvem synes du så, Kallistratos, er den bedste digter, Homer eller Phokylides?”

Han lo:

”Jeg kender ikke engang den anden digters navn, og det tror jeg heller ikke, der er nogen av de andre, der gør. For vi tror ikke, der findes nogen anden digter end Homer. Ham er der til gengæld næppe nogen, der ikke kender. Homer er jo den eneste av deres egne, som digterne omtaler i deres digte, i det hele taget og altid, når de opildner deres egne, når de er på vej til kamp. De er alle blinde og tror ikke, der er nogen, der kan blive digter på anden måde.”

11 «Τοῦτο μέν», ἔφην, «ἀπολελαύκασιν [οἱ ποιηταὶ αὐτῶν] ἀπὸ ῾Ομήρου ὥσπερ ἀπὸ ὀφθαλμίας. τὸν δὲ Φωκυλίδην ὑμεῖς μὲν οὐκ ἐπίστασθε, ὡς λέγεις· πάνυ δὲ τῶν ἐνδόξων γέγονε ποιητῶν. ὥσπερ οὖν ἐπειδάν τις τῶν ἐμπόρων καταπλεύσῃ πρὸς ὑμᾶς οὐ πρότερον παραγεγονώς, οὐκ εὐθὺς ἠτιμάσατε αὐτόν, ἀλλὰ πρότερον γευσάμενοι τοῦ οἴνου, κἂν ἄλλο τι φορτίον ἄγῃ, δεῖγμα λαβόντες, ἐὰν μὲν ἀρέσῃ ὑμᾶς, ὠνεῖσθε, εἰ δὲ μή, ἐᾶτε· οὕτως, ἔφην, καὶ τῆς τοῦ Φωκυλίδου ποιήσεως ἔξεστί σοι λαβεῖν δεῖγμα ἐν βραχεῖ. 12 καὶ γάρ ἐστιν οὐ τῶν μακράν τινα καὶ συνεχῆ ποίησιν εἰρόντων, ὥσπερ ὁ ὑμέτερος μίαν ἑξῆς διέξεισι μάχην ἐν πλείοσιν ἢ πεντακισχιλίοις ἔπεσιν, ἀλλὰ κατὰ δύο καὶ τρία ἔπη αὐτῷ καὶ ἀρχὴν ἡ ποίησις καὶ πέρας λαμβάνει. ὥστε καὶ προστίθησι τὸ ὄνομα αὐτοῦ καθ’ ἕκαστον διανόημα, ἅτε σπουδαῖον καὶ πολλοῦ ἄξιον ἡγούμενος, οὐχ ὥσπερ Ὅμηρος οὐδαμοῦ τῆς ποιήσεως ὠνόμασεν αὑτόν. 13 ἢ οὐ δοκεῖ σοι εἰκότως προσθεῖναι Φωκυλίδης τῇ τοιαύτῃ γνώμῃ καὶ ἀποφάσει,

καὶ τόδε Φωκυλίδου· πόλις ἐν σκοπέλῳ κατὰ κόσμον
οἰκεῦσα σμικρὴ κρέσσων Νίνου ἀφραινούσης.

ἀλλ’ οὐ πρὸς ὅλην Ἰλιάδα καὶ Ὀδύσσειαν ταῦτα τὰ ἔπη ἐστὶ τοῖς μὴ παρέργως ἀκροωμένοις; ἢ μᾶλλον ὑμῖν ἀκούειν συνέφερε περὶ τῶν τοῦ ᾿Αχιλλέως πηδήσεών τε καὶ ὀρούσεων καὶ τῆς φωνῆς, ὅτι μόνον φθεγξάμενος ἔτρεπε τοὺς Τρῶας, ταῦτα μᾶλλον ὠφελεῖ ὑμᾶς ἐκμανθάνοντας ἢ ἐκεῖνο, ὅτι ἡ σμικρὰ πόλις ἐν τραχεῖ σκοπέλῳ κειμένη κρείττων ἐστὶ καὶ εὐτυχεστέρα κατὰ κόσμον οἰκοῦσα ἢ μεγάλη ἐν λείῳ καὶ πλατεῖ πεδίῳ, ἐάνπερ ἀκόσμως καὶ ἀνόμως ὑπὸ ἀνθρώπων ἀφρόνων οἰκῆται;»

(11) Jeg sagde:

”Det har de altså erhvervet sig fra Homer som fra en øjensygdom. Phokylides kender I ikke, siger du, men han er én av de helt berømte digtere. Ligesom I ikke straks ringeagter en handelsmand, der sejler ned til jer og ikke har været her før, men først smager på hans vin og prøver, hvad han ellers har av varer, og, hvis de behager jer, køber dem, hvis ikke, lader være, således kan du også lige om lidt få en smagsprøve på Phokylides’ digtning. (12) Han hører nemlig ikke til de digtere, der spinder en lang og sammenhængende digtning som jeres Homer, der udfolder ét slag i mere end femtusinde heksametre i rad. Hans digtning kan derimod på en to-tre heksametre nå fra begyndelse til slutning. Han tilføjer sit navn til hver refleksion, fordi han mener, det er vigtigt og værdifuldt, ikke som Homer, der ikke nævner sig selv nogetsteds i sin digtning. (13) Eller tror du ikke, det er med rette, Phokylides har sat sit navn på et visdomsord og en erklæring som denne [fr. 4]?

Det var Phokylides’ ord: Selv den klejneste by på en klippe,
hvor der er orden, er bedre end tåbelighedernes Ninos.

Tåler disse heksametre ikke sammenligning med hele Iliaden og Odysseen, når man ikke hører dem overfladisk? Eller har det gavnet jer mere at høre om Achilleus’ springen og stormen og om hans stemme, at bare han brugte den, kunne han få trojanerne til at vende om? Har I virkelig mere nytte av at lære dette end det, at den lille by, der ligger på en klippe, er stærkere og lykkeligere, når der hersker orden, end en stor by på en glat og flad slette, når den bebos uordentligt og lovløst av tåbelige mennesker?”

14 καὶ ὃς οὐ μάλα ἡδέως ἀποδεξάμενος, «Ὦ ξένε, εἶπεν, ὅτι ἡμεῖς σε ἀγαπῶμεν καὶ σφόδρα αἰδούμεθα· ὡς ἄλλως γε οὐδεὶς ἂν ἠνέσχετο Βορυσθενιτῶν εἰς Ὅμηρον καὶ Ἀχιλλέα τοιαῦτα εἰπόντος. ὁ μὲν γὰρ θεὸς ἡμῶν ἐστιν, ὡς ὁρᾷς, ὁ δὲ καὶ σχεδόν τι μετὰ τοὺς θεοὺς τιμᾶται.»

κἀγὼ πραῦναι βουλόμενος αὐτόν, ἅμα δὲ ἐπί τι χρήσιμον ἀγαγεῖν, «Παραιτοῦμαί σε», εἶπον, «καθ’ Ὅμηρον συγγνώμην ἔχειν μοι, ‘εἴ τι κακὸν νῦν εἴρηται’. αὖθις γάρ ποτε ἐπαινεσόμεθα Ἀχιλλέα τε καὶ Ὅμηρον ὅσα δοκεῖ ἡμῖν ὀρθῶς λέγειν. 15 τὸ δὲ παρὸν σκεπτέον ἂν εἴη τὸ τοῦ Φωκυλίδου· ὡς ἐμοὶ δοκεῖ σφόδρα καλῶς λέγειν ὑπὲρ τῆς πόλεως.»

«Σκόπει», ἔφη, «ἐπεὶ καὶ τούσδε ὁρᾷς πάντας ἐπιθυμοῦντας ἀκοῦσαί σου καὶ διὰ τοῦτο συνερρυηκότας δεῦρο πρὸς τὸν ποταμόν, καίτοι οὐ σφόδρα ἀθορύβως ἔχοντας. οἶσθα γὰρ δήπου ὅτι χθὲς οἱ Σκύθαι προσελάσαντες μεσημβρίας τοὺς μέν τινας ἀπέκτειναν τῶν σκοπῶν οὐ προσέχοντας, τοὺς δὲ ἐζωγρήκασιν ἴσως· οὐ γάρ πω ἐπιστάμεθα διὰ τὸ μακροτέραν αὐτοῖς γενέσθαι τὴν φυγήν, ἅτε οὐ πρὸς τὴν πόλιν φεύγουσιν.»

16 ἦν δὲ τῷ ὄντι ταῦτα οὕτως, καὶ αἵ τε πύλαι συγκέκλειντο καὶ τὸ σημεῖον ἦρτο ἐπὶ τοῦ τείχους τὸ πολεμικόν. ἀλλ’ ὅμως οὕτως ἦσαν φιλήκοοι καὶ τῷ τρόπῳ Ἕλληνες, ὥστε μικροῦ δεῖν ἅπαντες παρῆσαν ἐν τοῖς ὅπλοις, βουλόμενοι ἀκούειν. κἀγὼ ἀγάμενος αὐτῶν τὴν προθυμίαν, «Βούλεσθε», ἔφην, «καθιζώμεθα ἰόντες ποι τῆς πόλεως; τυχὸν γὰρ νῦν οὐ πάντες ὁμοίως ἀκούουσιν ἐν τῷ βαδίζειν, ἀλλ’ οἱ ὄπισθεν πράγματα ἔχουσι καὶ παρέχουσι τοῖς πρὸ αὐτῶν, σπεύδοντες ἐγγυτέρω προσελθεῖν.»

(14) Han tog det ikke særlig pænt:

”Fremmede, vi holder av dig og respekterer dig højt. Ellers ville ingen borysthenit have accepteret, at der var nogen, der talte sådan om Homer og Achilleus. Den sidstnævnte hører jo, som du kan se, til blandt vore guder, og den førstnævnte æres lige efter guderne.”

Jeg ville formilde ham og samtidig lede ham hen til et passende emne:

”Om forladelse, ’såfremt der er faldet et sårende ord’, som Homer siger [Il. 4.362]. For vi kan altid ære Achilleus og Homer en anden gang og sige alt det, vi synes er rigtigt at sige. (15) Men her og nu burde vi se på Phokylides-stedet. Jeg synes nemlig, det er vældig smukt, hvad han siger om byen.”

Han svarede:

”Så gør det, eftersom du kan se, at alle disse ønsker at høre dig, og det er derfor, de er stimlet sammen her nede ved floden, selv om de har ikke har megen ro. Du ved jo, at skytherne i går ved middagstid angreb og dræbte nogle av vagterne, der ikke var opmærksomme, og muligvis tog andre til fange. Vi ved det ikke, fordi de var nødt til at tage en lang flugt, da de ikke kunne undslippe ind til byen.”

(16) Sådan var det faktisk, og portene var lukkede, og krigstegnet hang på muren. Men alligevel var de så hørelystne og på den måde grækere, at de ville høre efter, selv om de så godt som alle var under våben. Jeg beundrede deres entusiasme:

”Ønsker I, at vi sætter os ind i byen et sted? For som det er, kan alle nok ikke høre lige godt, når vi går rundt, men de bageste har problemer og skubber til dem foran, fordi de gerne vil tættere på.”

17 ὡς δὲ τοῦτο εἶπον, εὐθὺς ὥρμησαν ἅπαντες εἰς τὸ τοῦ Διὸς ἱερόν, οὗπερ εἰώθασι βουλεύεσθαι. καὶ οἱ μὲν πρεσβύτατοι καὶ οἱ γνωριμώτατοι καὶ οἱ ἐν ταῖς ἀρχαῖς κύκλῳ καθίζοντο ἐπὶ βάθρων· τὸ δὲ λοιπὸν πλῆθος ἐφεστήκεσαν. ἦν γὰρ εὐρυχωρία πολλὴ πρὸ τοῦ νεώ. πάνυ οὖν ἄν τις ἥσθη τῇ ὄψει φιλόσοφος ἀνήρ, ὅτι ἅπαντες ἦσαν τὸν ἀρχαῖον τρόπον, ὥς φησιν Ὅμηρος τοὺς Ἕλληνας, κομῶντες καὶ τὰ γένεια ἀφεικότες, εἷς δὲ ἐν αὐτοῖς μόνος ἐξυρημένος, καὶ τοῦτον ἐλοιδόρουν τε καὶ ἐμίσουν ἅπαντες. ἐλέγετο δὲ οὐκ ἄλλως τοῦτο ἐπιτηδεύειν, ἀλλὰ κολακεύων Ῥωμαίους καὶ τὴν πρὸς αὐτοὺς φιλίαν ἐπιδεικνύμενος· ὥστε εἶδεν ἄν τις ἐπ’ ἐκείνου τὸ αἰσχρὸν τοῦ πράγματος καὶ οὐδαμῇ πρέπον ἀνδράσιν.

18 ἐπεὶ δὲ ἡσυχία ἐγένετο, εἶπον ὅτι δοκοῦσί μοι ὀρθῶς ποιεῖν, πόλιν οἰκοῦντες ἀρχαίαν καὶ Ἑλληνίδα, βουλόμενοι ἀκοῦσαι περὶ πόλεως. «καὶ πρῶτόν γε,» ἔφην, «ὅ τι ἐστὶν αὐτὸ τοῦτο ὑπὲρ οὗ ὁ λόγος γνῶναι σαφῶς· οὕτω γὰρ ἂν εἴητε ἅμα ᾐσθημένοι καὶ ὁποῖόν τί ἐστιν. οἱ γὰρ πολλοί», ἔφην, «ἄνθρωποι τὸ ὄνομα αὐτὸ ἴσασι καὶ φθέγγονται τοῦ πράγματος ἑκάστου, τὸ δὲ πρᾶγμ’ ἀγνοοῦσιν. 19 οἱ δὲ πεπαιδευμένοι τοῦτο φροντίζουσιν, ὅπως καὶ τὴν δύναμιν εἴσονται ἑκάστου οὗ λέγουσιν· οἷον τὸ τοῦ ἀνθρώπου ὄνομα πάντες οὕτω λέγουσιν οἱ ἑλληνίζοντες, ἐὰν δὲ πύθῃ τινὸς αὐτῶν ὅ τι ἐστὶ τοῦτο, λέγω δὲ ὁποῖόν τι καὶ καθ’ ὃ μηδενὶ τῶν ἄλλων ταὐτόν, οὐκ ἂν ἔχοι εἰπεῖν ἀλλ’ ἢ δεῖξαι μόνον αὑτὸν ἢ ἄλλον, ὥσπερ οἱ βάρβαροι. ὁ δὲ ἔμπειρος τῷ πυνθανομένῳ τί ἐστιν ἄνθρωπος ἀποκρίνεται ὅτι ζῷον λογικὸν θνητόν. τὸ γὰρ τοῦτο εἶναι μόνῳ ἀνθρώπῳ συμβέβηκε καὶ οὐδενὶ ἄλλῳ. 20 οὕτως οὖν καὶ τὴν πόλιν φασὶν εἶναι πλῆθος ἀνθρώπων ἐν ταὐτῷ κατοικούντων ὑπὸ νόμου διοικούμενον. ἤδη οὖν δῆλον ὅτι τῆς προσηγορίας ταύτης οὐδεμιᾷ προσήκει τῶν καλουμένων πόλεων τῶν ἀφρόνων καὶ ἀνόμων. οὔκουν οὐδὲ περὶ Νίνου εἴη ἂν ὁ ποιητὴς ὡς περὶ πόλεως εἰρηκώς, ἀφραινούσης γε αὐτῆς. ὥσπερ γὰρ οὐδὲ ἄνθρωπος ἐκεῖνός ἐστιν ᾧ μὴ πρόσεστι τὸ λογικόν, οὕτως οὐδὲ πόλις, ᾗ μὴ συμβέβηκε νομίμῳ εἶναι. νόμιμος δὲ οὐκ ἂν εἴη ποτὲ ἄφρων καὶ ἄκοσμος οὖσα. 21 ἴσως οὖν ζητήσαι ἄν τις, εἰ ἐπειδὰν οἱ ἄρχοντες καὶ προεστῶτες ὦσι φρόνιμοι καὶ σοφοί, τὸ δὲ λοιπὸν πλῆθος διοικῆται κατὰ τὴν τούτων γνώμην νομίμως καὶ σωφρόνως, τὴν τοιαύτην χρὴ καλεῖν σώφρονα καὶ νόμιμον καὶ τῷ ὄντι πόλιν ἀπὸ τῶν διοικούντων· ὥσπερ χορὸν ἴσως φαίημεν ἂν μουσικόν, τοῦ κορυφαίου μουσικοῦ ὄντος, τῶν δὲ ἄλλων ἐκείνῳ συνεπομένων καὶ μηδὲν παρὰ μέλος φθεγγομένων ἢ σμικρὰ καὶ ἀδήλως. 22 ἀγαθὴν μὲν γὰρ ἐξ ἁπάντων ἀγαθῶν πόλιν οὔτε τις γενομένην πρότερον οἶδε [θνητὴν] οὔτε ποτὲ ὡς ἐσομένην ὕστερον ἄξιον διανοηθῆναι, πλὴν εἰ μὴ θεῶν μακάρων κατ’ οὐρανόν, οὐδαμῶς ἀκίνητον οὐδὲ ἀργήν, ἀλλὰ σφοδρὰν οὖσαν καὶ πορευομένην, τῶν μὲν ἡγουμένων τε καὶ πρώτων θεῶν, <τῶν δὲ δευτέρων τε καὶ ἑπομένων> χωρὶς ἔριδος καὶ ἥττης· οὔτε γὰρ ἐρίζειν θεοὺς οὔτε ἡττᾶσθαι θέμις οὔτε ὑπ’ ἀλλήλων ἅτε φίλων οὔτε ὑπὸ ἄλλων κρειττόνων, ἀλλὰ πράττειν ἀκωλύτως τὰ σφέτερα ἔργα μετὰ πάσης φιλίας ἀεὶ πάντων κοινῆς· τῶν μὲν φανερωτάτων πορευομένων ἑκάστου καθ’ ἑαυτόν, οὐ πλανωμένων ἄλλως ἀνόητον πλάνην, ἀλλὰ χορείαν εὐδαίμονα χορευόντων μετά τε νοῦ καὶ φρονήσεως τῆς ἄκρας· τοῦ δὲ λοιποῦ πλήθους ὑπὸ τῆς κοινῆς φορᾶς ἀγομένου μιᾷ γνώμῃ καὶ ὁρμῇ τοῦ ξύμπαντος οὐρανοῦ. 23 μίαν γὰρ δὴ ταύτην καθαρῶς εὐδαίμονα πολιτείαν εἴτε καὶ πόλιν χρὴ καλεῖν, τὴν θεῶν πρὸς ἀλλήλους κοινωνίαν, ἐάν τε καὶ ξύμπαν τὸ λογικὸν περιλάβῃ τις, ἀνθρώπων σὺν θεοῖς ἀριθμουμένων, ὡς παῖδες σὺν ἀνδράσι λέγονται μετέχειν πόλεως, φύσει πολῖται ὄντες, οὐ τῷ φρονεῖν τε καὶ πράττειν τὰ τῶν πολιτῶν οὐδὲ τῷ κοινωνεῖν τοῦ νόμου, ἀξύνετοι ὄντες αὐτοῦ. ἐκ δὲ τῶν ἄλλων πανταχοῦ πασῶν σχεδὸν ἁπλῶς ἡμαρτημένων τε καὶ φαύλων πρὸς τὴν ἄκραν εὐθύτητα τοῦ θείου καὶ μακαρίου νόμου καὶ τῆς ὀρθῆς διοικήσεως, ὅμως δὲ πρὸς τὸ παρὸν εὐπορήσομεν παράδειγμα τῆς ἐπιεικέστερον ἐχούσης πρὸς τὴν παντελῶς διεφθαρμένην, ὡς ἐν πᾶσι νοσοῦσι τόν γ’ ἐλαφρότατα διάγοντα τῷ κάκιστα διακειμένῳ παραβάλλοντες.»

(17) Da jeg havde sagt det, skyndte de sig straks alle ind i Zeus-helligdommen, hvor de plejer at holde råd. Og de ældste, de mest respekterede og de, der besad embeder, sad i kreds på trappen, mens resten av mængden stod op. For det var en god bred plads foran templet. En filosof ville virkelig have frydet sig ved synet av alle dem, der på den gamle måde, sådan som Homer beskriver grækerne, var hårfagre og langskæggede. Der var kun én av dem, der var barberet, og ham hånede og hadede de alle. Efter sigende gjorde han det ene og alene for at smigre romerne og demonstrere sit venskab med dem. Man ville derfor på ham have kunnet se, hvor hæsligt og alt andet end mandigt det er.

(18) Da der var blevet ro, sagde jeg, at jeg mente, at det var med rette, at de, der boede i en gammel græsk bystat, ønskede at høre om staten, og jeg fortsatte:

”Først skal vi nøje gøre os klart, hvad det er, talen drejer sig om. For på den måde vil I samtidig begribe, hvordan det er beskaffent. De fleste mennesker kender nemlig navnet på hver eneste ting og kan udtale det, men tingen kender de ikke. (19) De dannede bestræber sig på også at kende betydningen av alt, hvad de taler om. For eksempel kan alle, der taler græsk, sige ordet anthrōpos (menneske), men spørger man nogen av dem om, hvad det er, det vil sige, hvordan det er beskaffent, og i hvilken henseende det ikke er det samme som noget andet, ville de ikke kunne sige det, men blot pege på det ene eller det andet, ligesom barbarerne. Den erfarne svarer den, der spørger ham om, hvad et menneske er, at det er et dødeligt fornuftsvæsen. For det kendetegner alene mennesket og ikke noget andet. (20) Således siger man også, at bystaten er en mængde mennesker, der bor på samme sted, og hvis sameksistens er ordnet ved lov. Det er straks klart, at dette navn ikke tilkommer nogen av de stater, der kaldes uforstandige og lovløse. Så digteren omtalte heller ikke Ninos som en stat, eftersom det var uforstandigt. Ligesom den, der ikke er udstyret med fornuft, heller ikke er et menneske, så er det ikke en stat, som ikke er kendetegnet ved at være lovligt. Den ville ikke være lovlig, hvis den var uforstandig og uordnet. (21) Man kunne derfor spørge, når lederne og de foresatte er forstandige og vise, mens den brede befolkningen lever lovligt og besindigt i henhold til disses vilje, om man så kan kalde dét for en lovlig og besindig og virkelig stat i overensstemmelse med dens indbyggere. På samme måde ville man måske kalde et kor for musikalsk, når korlederen er musikalsk, mens de andre følger ham og ikke synger falsk eller kun lidt og umærkeligt. (22) En god stat, der har lutter gode indbyggere, er der jo ingen, der har kendt, og det er ikke værd at spekulere over, om der engang vil komme til at eksistere en, ud over hos de salige guder i himmelen, hvis stat aldrig er ubevægelig eller uvirksom, men ivrig og på farten; nogle guder leder og kommer først, mens andre er lavere og følger uden strid og nederlag. Guderne strides nemlig ikke eller besejres av hinanden, eftersom de er venner, eller av andre, der er stærkere, men de passer deres opgaver uforstyrret i et fuldstændigt venskab, der bestandigt er fælles for alle. De mest strålende går ganske vist deres egne veje, men de vandrer dog ikke planløst omkring, men danser en lykkelig dans med fornuft og den højeste visdom. Den brede skare bliver derimod styret i det fælles kredsløb i henhold til himmelrummets ene vilje og drift. (23) Dét er altså det eneste, man med rette bør kalde en lykkelig forfatning eller, om man vil, stat: gudernes indbyrdes fællesskab, uanset om man så tager alt fornuftigt og regner menneskene sammen med guderne, ligesom man siger, at børnene er en del av staten sammen med mændene, fordi de er født borgere, men i deres uforstand ikke tænker og handler som borgere. De andre stater er overalt næsten alle ganske enkelt forfejlede og slette i sammenligning med, hvor umådelig rigtig den guddommelige og salige lov og den rette forvaltning er, men alligevel vil vi i denne sammenhæng som eksempel tage en stat, der forholder sig mere passende i forhold til den stat, der er helt og holdent fordærvet, ligesom vi blandt lutter syge modstiller den, der i mildest grad er ramt, med den, der er i den dårligste forfatning.”

24 ἐγὼ μὲν οὖν πρός τι τοιοῦτον ὥρμων τῷ λόγῳ. μεταξὺ δὲ τῶν παρόντων εἷς ἐφθέγξατο εἰς τὸ μέσον, ὅσπερ ἦν πρεσβύτατος αὐτῶν καὶ μέγιστον ἀξίωμα ἔχων, εἶπε δὲ πάνυ εὐλαβούμενος, «Μηδαμῶς, ὦ ξένε, ἄγροικον μηδὲ βαρβαρικὸν ἡγήσῃ τὸ τοιοῦτον, ὅτι μεταξὺ λέγοντί σοι ἐμποδὼν ἐγενόμην. παρ’ ὑμῖν μὲν γὰρ οὐκ ἔθος ἐστὶ τὸ τοιοῦτο διὰ τὸ πολλὴν ἀφθονίαν εἶναι τῶν ἐκ φιλοσοφίας λόγων καὶ περὶ παντὸς ὅτου ἂν ἐπιθυμῇ τις ἐξεῖναι παρὰ πολλῶν ἀκοῦσαι· παρ’ ἡμῖν δὲ ὥσπερ τέρας τι τοῦτο πέφηνε τὸ σὲ ἡμῖν ἀφικέσθαι. 25 τὸ δὲ λοιπὸν σχεδόν τι δεῦρο ἀφικνοῦνται ὀνόματι Ἕλληνες, τῇ δὲ ἀληθείᾳ βαρβαρώτεροι ἡμῶν, ἔμποροι καὶ ἀγοραῖοι, ῥάκη φαῦλα καὶ οἶνον πονηρὸν εἰσκομίζοντες καὶ τά γε παρ’ ἡμῶν οὐδὲν βελτίω τούτων ἐξαγόμενοι. σὲ δὲ αὐτὸς ἡμῖν ὁ Ἀχιλλεὺς ἔοικε δεῦρο ἀπὸ τῆς νήσου διαπέμψαι, καί σε πάνυ μὲν ἡδέως ὁρῶμεν, πάνυ δὲ ἡδέως ἀκούομεν ὅ τι ἂν λέγῃς. οὐ μέντοι πολύν τινα χρόνον ἡγούμεθα ἔσεσθαι τοῦτον οὐδὲ βουλόμεθα, ἀλλά σε εὖ πράξαντα οἴκαδε κατελθεῖν τὴν ταχίστην. 26 νῦν οὖν ἐπεὶ ἥψω τῷ λόγῳ τῆς θείας διοικήσεως, αὐτός τε ἀνεπτέρωμαι δαιμονίως καὶ τούσδε ὁρῶ πάντας ὀργῶντας πρὸς ἐκεῖνον τὸν λόγον· καὶ γὰρ ἡμῖν ἔδοξας μεγαλοπρεπῶς καὶ τοῦ πράγματος οὐκ ἀναξίως ὅσα εἶπες εἰρηκέναι καὶ ὡς ἂν μάλιστα ἡμεῖς βουλοίμεθα ἀκοῦσαι. τῆς μὲν γὰρ ἀκριβεστέρας ταύτης φιλοσοφίας ἄπειροί ἐσμεν, Ὁμήρου δέ, ὡς οἶσθα, ἐρασταὶ καί τινες οὐ πολλοὶ Πλάτωνος· ὧν δὴ κἀμὲ ὁρᾷς ὄντα, ἀεί ποτε ἐντυγχάνοντα τοῖς ἐκείνου ὅπως ἂν δύνωμαι· καίτοι ἴσως ἄτοπον βαρβαρίζοντα τῶν πολιτῶν μάλιστα τῷ ἑλληνικωτάτῳ καὶ σοφωτάτῳ χαίρειν καὶ ξυνεῖναι, καθάπερ εἴ τις μικροῦ τυφλὸς τὸ μὲν ἄλλο φῶς ἀποστρέφοιτο, πρὸς αὐτὸν δὲ τὸν ἥλιον ἀναβλέποι. 27 ἔχει μὲν δὴ τὰ ἡμέτερα οὕτως. σὺ δὲ εἰ θέλεις πᾶσιν ἡμῖν χαρίσασθαι, τὸν μὲν ὑπὲρ τῆς θνητῆς πόλεως ἀναβαλοῦ λόγον, ἐὰν ἄρα σχολὴν ἡμῖν οἱ γείτονες παράσχωσιν εἰς αὔριον καὶ μὴ δέῃ προσγυμνάζεσθαι αὐτοῖς, ὥσπερ ἔθος ἡμῖν τὸ πολύ· περὶ δὲ τῆς θείας εἴτε πόλεως εἴτε διακοσμήσεως φίλον σοι καλεῖν, εἰπὲ ὅπῃ τε καὶ ὅπως ἔχει, ὡς δύνασαι ἐγγύτατα τείνων τῆς τοῦ Πλάτωνος ἐλευθερίας περὶ τὴν φράσιν, οἷον δὴ καὶ ἄρτι ποιεῖν ἡμῖν ἔδοξας. εἰ γὰρ μηδενὸς ἄλλου, τῆς γε φωνῆς ξυνίεμεν ὑπὸ συνηθείας ὅτι οὐ σμικρὸν οὐδὲ πόρρω τοῦ Ὁμήρου φθέγγεται.»

(24) Midt imens jeg altså var ved at give min tale en sådan retning, var der en av de tilstedeværende, der højlydt greb ordet; han var den ældste av dem og nød den største anseelse, men han var meget forsigtig:

”Tro på ingen måde, fremmede, at det er, fordi jeg er bondsk eller barbarisk, at jeg avbryder dig midt i din tale. Hos jer er det ganske vist ikke normalt, fordi I har så rig lejlighed til at høre filosofiske taler og kan høre adskillige tale om, hvad I nu end har lyst til. Her hos os er det derimod noget av en sensation, at du er kommet til os. (25) Ellers kommer der rigeligt med folk hertil, der av navn er grækere, men i virkeligheden er mere barbariske end vi, handelsmænd og købmænd, der sælger tarvelige pjalter og elendig vin og til gengæld ikke køber noget bedre av os. For os at se må det være Achilleus selv, der har sendt dig hertil fra sin ø, og det er med stor glæde, vi ser dig, og med stor glæde, vi hører, hvad du har at sige. Men vi tror ikke, at det kommer til at vare længe, og ønsker det heller ikke; du skal hellere få medgang, så du kan vende hjem hurtigst muligt. (26) Når du nu i din tale er kommet ind på den guddommelige forvaltning, hensættes jeg selv i en overmenneskelig forventning, og jeg kan se, at alle tilhørerne er ivrige efter at høre denne tale. For du har efter vor mening udtrykt alt, hvad du har sagt, storslået, passende i forhold til genstanden og sådan, som vi helst ville høre det. Vi er jo ganske vist uerfarne med den mere præcise filosofi, men, som du ved, elsker vi Homer og nogle, men ikke så mange, også Platon. Til dem hører jeg også, som du kan se, og jeg læser altid så ofte, jeg kan, i hans skrifter. Det er måske mærkeligt, at en, der taler barbarisk, helst dyrker og omgås den mest græske og vise av borgerne, ligesom hvis en næsten blind ville undgå andet lys, men vende blikket mod selve solen. (27) Sådan forholder det sig altså hos os. Men hvis du vil glæde os alle, så gem talen om den menneskelige by for det tilfældes skyld, at vore naboer giver os fri i morgen, og vi ikke behøver at træne imod dem, som vi så ofte har for vane. Tal om, hvordan og hvorledes den guddommelige stat eller forvaltning - som du gerne kalder den - er beskaffen, og læg dig så tæt, som du kan, op ad Platons frihed i stilen, ligesom vi tror, du også gjorde før. Hvis vi ikke forstår andet, så forstår vi dog hans sprog, der er fortroligt, fordi han taler ophøjet og ikke fjernt fra Homer.”

28 κἀγὼ σφόδρα γε ἥσθην τῇ ἁπλότητι τοῦ πρεσβύτου, καὶ γελάσας εἶπον, «Ὦ φίλε Ἱεροσῶν, εἴ με ἐκέλευες χθὲς εἰσβεβληκότων ὑμῖν τῶν πολεμίων λαβόντα ὅπλα ὥσπερ τὸν Ἀχιλλέα μάχεσθαι, τὸ μὲν ἕτερον ἐπείσθην ἄν, πειρώμενος ἀμύνεσθαι ὑπὲρ ἀνδρῶν φίλων, τὸ δὲ ἕτερον οὐκ ἂν οἶμαι ἐδυνάμην, καίτοι σφόδρα βουλόμενος, ὁμοίως τῷ Ἀχιλλεῖ ἀγωνίζεσθαι. καὶ νῦν ὧν κελεύεις ποιήσω τὸ ἕτερον, προθυμήσομαι εἰπεῖν τὸν λόγον, ὡς ἂν ἐγὼ δύνωμαι κατ’ ἐμαυτόν· ‘ἀνδράσι δὲ προτέροισιν ἐριζέμεν οὐκ ἐθελήσω’, οὔτε Πλάτωνι οὔτε Ὁμήρῳ. οὐ γάρ τοι οὐδὲ τῷ Εὐρύτῳ φησὶ συνενεγκεῖν ὁ ποιητὴς ὅτι ἤριζε πρὸς τοὺς κρείττονας. οὐ μέντοι σπουδῆς γε», ἔφην, «οὐδὲν ἀπολείψομεν.»

(28) Jeg glædede mig særdeles over den gamle mands ligefremhed og lo:

”Kære Hieroson, havde du i går, da fjenderne overfaldt jer, opfordret mig til at gribe til våben og kæmpe som Achilleus, ville jeg have ladet mig overtale til det første, eftersom jeg er erfaren med at forsvare mine venner, men jeg tror ikke, jeg havde kunnet gøre det andet, nemlig at kappes ligesom Achilleus, hvor gerne jeg end ville. Jeg vil derfor også nu gøre den ene av de ting, du opfordrer mig til, og jeg taler hjertens gerne så godt, som jeg evner, på min måde. ’Men jeg vil slet ikke gøre mig lige med fortidens helte’ [Od. 8.223], hverken med Platon eller Homer. Digteren siger jo, at det ikke gavnede Eurytos, at han kappedes med dem, der var stærkere. Dog vil min iver ikke lade noget tilbage at ønske.

29 ταῦτα δὲ εἰπὼν πρὸς ἐκεῖνον οὐδὲν ἧττον ὑπεκίνουν καὶ ἀνεφερόμην τρόπον τινὰ ἀναμνησθεὶς Πλάτωνός τε καὶ Ὁμήρου. «τὸ μὲν δὴ τῆς πόλεως οὕτως», ἔφην, «δεῖ ἀκούειν ὡς οὐκ ἄντικρυς τῶν ἡμετέρων τὸν κόσμον ἀποφαινομένων πόλιν· ἐναντίον γὰρ <ἂν> ὑπῆρχε τοῦτο τῷ λόγῳ τῷ περὶ τῆς πόλεως, <ἥν>, ὥσπερ οὖν εἶπον, σύστημα ἀνθρώπων ὡρίσαντο· ἅμα τε οὐκ ἦν ἴσως πρέπον οὐδὲ πιθανὸν κυρίως εἰπόντας εἶναι τὸν κόσμον ζῷον ἔπειτα φάσκειν ὡς ἔστι πόλις· 30 τὸ γὰρ αὐτὸ πόλιν τε καὶ ζῷον οὐκ ἂν οἶμαι ῥᾳδίως ὑπομένοι τις ὑπολαβεῖν. ἀλλὰ τὴν νῦν διακόσμησιν, ὁπηνίκα διῄρηται καὶ μεμέρισται τὸ πᾶν εἰς πολλάς τινας μορφὰς φυτῶν τε καὶ ζῴων θνητῶν καὶ ἀθανάτων, ἔτι δὲ ἀέρος καὶ γῆς καὶ ὕδατος καὶ πυρός, ἓν οὐδὲν ἧττον πεφυκὸς ἐν ἅπασι τούτοις καὶ μιᾷ ψυχῇ καὶ δυνάμει διεπόμενον, ἁμῃγέπῃ πόλει προσεικάζουσι διὰ τὸ πλῆθος τῶν ἐν αὐτῇ γιγνομένων τε καὶ ἀπογιγνομένων, ἔτι δὲ τὴν τάξιν καὶ τὴν εὐκοσμίαν τῆς διοικήσεως. 31 ὁ δὲ λόγος οὗτος ἔμβραχυ ἐσπούδακε ξυναρμόσαι τῷ θείῳ τὸ ἀνθρώπειον γένος καὶ ἑνὶ λόγῳ περιλαβεῖν πᾶν τὸ λογικόν, κοινωνίας ἀρχὴν καὶ δικαιοσύνης μόνην ταύτην ἰσχυρὰν καὶ ἄλυτον εὑρίσκων. πόλις μὲν γὰρ δὴ κατὰ τοῦτο ἂν εἴη λεγομένη μὰ Δί’ οὐ φαύλων οὐδὲ μικρῶν τυχοῦσα ἡγεμόνων οὐδὲ ὑπὸ τυράννων τε καὶ δήμων καὶ δεκαρχιῶν δὴ καὶ ὀλιγαρχιῶν καί τινων ἄλλων τοιούτων ἀρρωστημάτων διαφορουμένη καὶ στασιάζουσα τὸν ἅπαντα χρόνον, ἀλλὰ τῇ σωφρονεστάτῃ καὶ ἀρίστῃ βασιλείᾳ κεκοσμημένη, τῷ ὄντι βασιλευομένη κατὰ νόμον μετὰ πάσης φιλίας καὶ ὁμονοίας· 32 ὅπερ δὴ ὁ σοφώτατος καὶ [ὁ] πρεσβύτατος ἄρχων καὶ νομοθέτης ἅπασι προστάττει θνητοῖς καὶ ἀθανάτοις, ὁ τοῦ ξύμπαντος ἡγεμὼν οὐρανοῦ καὶ τῆς ὅλης δεσπότης οὐσίας, αὐτὸς οὕτως ἐξηγούμενος καὶ παράδειγμα παρέχων τὴν αὑτοῦ διοίκησιν τῆς εὐδαίμονος καὶ μακαρίας καταστάσεως· ὃν οἱ θεῖοι ποιηταὶ μαθόντες ἐκ Μουσῶν ὑμνοῦσιν ἅμα καὶ ὀνομάζουσι πατέρα θεῶν καὶ ἀνθρώπων.

33 κινδυνεύει γὰρ οὖν δὴ τὸ ποιητικὸν γένος οὐ πάνυ ἄστοχον εἶναι τῶν ἱερῶν λόγων οὐδὲ ἄπο στόχου φθέγγεσθαι τὰ τοιαῦτα πολλάκις, οὐ μέντοι οὐδὲ μεμυῆσθαι καθαρῶς κατὰ θεσμὸν καὶ νόμον τῶν μυουμένων οὐδὲ εἰδέναι τοῦ ξύμπαντος πέρι τῆς ἀληθείας σαφὲς οὐδέν, ὡς ἔπος εἰπεῖν· ἀτεχνῶς δὲ ἔοικεν ὅμοιον εἶναι τοῖς ἔξω περὶ θύρας ὑπηρέταις τῶν τελετῶν, πρόθυρα κοσμοῦσι καὶ βωμοὺς τοὺς ἐν τῷ φανερῷ καὶ τὰ ἄλλα τὰ τοιαῦτα παρασκευάζουσιν, οὐδέ ποτ’ ἔνδον παριοῦσιν. ὅθεν δὴ καὶ θεράποντας Μουσῶν αὑτοὺς ὀνομάζουσιν, οὐ μύστας οὐδὲ ἄλλο σεμνὸν ὄνομα. 34 οὐκοῦν, ὡς ἔφην, τούς τε πλησίον ἀναστρεφομένους τελετῆς τινος πρὸς ταῖς εἰσόδοις εἰκὸς τό γε τοσοῦτον τῶν ἔνδοθεν αἰσθάνεσθαί τινος, ἤτοι ῥήματος ἐκβοηθέντος ἑνὸς μυστικοῦ ἢ πυρὸς ὑπερφανέντος, καὶ τοῖς ποιηταῖς ἐνίοτε, λέγω δὲ τοῖς πάνυ ἀρχαίοις, φωνή τις ἐκ Μουσῶν ἀφίκετο βραχεῖα καί πού τις ἐπίπνοια θείας φύσεώς τε καὶ ἀληθείας, καθάπερ αὐγὴ πυρὸς ἐξ ἀφανοῦς λάμψαντος· ἃ ἔπασχον ἐκ Μουσῶν καὶ κατείχοντο Ὅμηρός τε καὶ Ἡσίοδος. 35 οἱ δὲ μετ’ ἐκείνους ὕστερον ἐπὶ σκηνὰς καὶ θέατρα τὴν αὑτῶν σοφίαν ἀγαγόντες ἀμύητοι ἀμυήτοις πολλάκις ἐξέφερον ἀτελῆ παραδείγματα ὀργίων· θαυμαζόμενοι δὲ ὑπὸ τῶν πολλῶν ἐπεχείρουν αὐτοὶ τελεῖν τὸν ὄχλον, τῷ ὄντι βακχείων τινὰς σκηνὰς ἀκαλύπτους πηξάμενοι ἔν τισι τραγικαῖς τριόδοις.

οὗτοι δ’ οὖν πάντες οἱ ποιηταὶ κατὰ ταὐτὰ τὸν πρῶτον καὶ μέγιστον θεὸν πατέρα καλοῦσι συλλήβδην ἅπαντος τοῦ λογικοῦ γένους καὶ δὴ καὶ βασιλέα.

36 οἷς πειθόμενοι οἱ ἄνθρωποι Διὸς βασιλέως ἱδρύονται βωμούς, καὶ δὴ καὶ πατέρα αὐτὸν οὐκ ὀκνοῦσι προσαγορεύειν τινὲς ἐν ταῖς εὐχαῖς, ὡς τοιαύτης τινὸς ἀρχῆς καὶ συστάσεως οὔσης τοῦ παντός. ὥστε ταύτῃ γε οὐδὲ οἶκον δοκοῦσί μοι ὀκνῆσαι ἂν ἀποφήνασθαι τοῦ Διὸς τὸν ἅπαντα κόσμον, εἴπερ ἐστὶ πατὴρ τῶν ἐν αὐτῷ, καὶ νὴ Δία πόλιν ὥσπερ ἡμεῖς προσεικάζομεν κατὰ τὴν μείζονα ἀρχήν. 37 βασιλεία γὰρ πόλει μᾶλλον ἢ οἴκῳ πρεπόντως ἂν λέγοιτο. οὐ γὰρ δὴ βασιλέα εἰπόντες τὸν ἐπὶ τῶν ὅλων οὐκ ἂν βασιλεύεσθαι τὸ ὅλον ὁμολογοῖεν οὐδὲ βασιλεύεσθαι φήσαντες οὐκ ἂν πολιτεύεσθαι φαῖεν οὐδὲ εἶναι πολιτείαν [βασιλικὴν] τοῦ παντός. πολιτείαν δ’ αὖ συγχωροῦντες πόλιν οὐκ ἂν ἀποτρέποιντο ὁμολογεῖν ἤ τι τούτῳ παραπλήσιον τὸ πολιτευόμενον.

38 ὅδε μὲν οὖν ὁ τῶν φιλοσόφων λόγος, ἀγαθὴν καὶ φιλάνθρωπον ἀποδεικνὺς κοινωνίαν δαιμόνων καὶ ἀνθρώπων, μεταδιδοὺς νόμου καὶ πολιτείας οὐ τοῖς τυχοῦσι τῶν ζῴων, ἀλλ’ ὅσοις μέτεστι λόγου καὶ φρονήσεως, πολὺ κρείττω καὶ δικαιοτέραν τῆς Λακωνικῆς νομοθεσίας εἰσηγούμενος, καθ’ ἣν οὐδὲ ὑπάρχει τοῖς Εἵλωσι γενέσθαι Σπαρτιάταις· ὅθεν δὴ καὶ διατελοῦσιν ἐπιβουλεύοντες τῇ Σπάρτῃ.

(29) Da jeg havde sagt dette til ham, var jeg ikke mindre bevæget og på en måde løftet efter at have omtalt Platon og Homer:

”Hvad begrebet stat angår, må man forstå, at de filosoffer, jeg påberåber mig, ikke ligefrem betegner universet som en stat. For det ville være i modstrid med deres fremstilling av staten, som de som sagt definerede som en forening av mennesker. Derudover ville det måske heller ikke have været passende eller troværdigt at sige, at universet er et levende væsen, for så derefter at påstå, at det er en stat. (30) For jeg tror ikke, man umiddelbart ville finde på at hævde, at staten og et levende væsen er en og samme ting. Vi kan snarere tale om den nuværende verdensorden - eftersom altet er delt og splittet i mange skikkelser: planter og dødelige og udødelige væsner, dernæst luft, jord, vand og ild, og ikke desto mindre er der ét, der er naturligt til stede i alle disse ting, og som er ordnet med én sjæl og kraft - alt det sammenligner de på sæt og vis med en by på grund av mængden av det, der opstår og dør i den, og på grund av dens organiserede og velordnede forvaltning. (31) Denne fremstilling forsøger kort sagt at tilpasse menneskenes art til gudernes og sammenfatte alt fornuftigt i én fornuft, eftersom det alene er deri, man finder den stærke og uløselige oprindelse til fællesskab og retfærdighed. Man ville rigtignok kunne tale om en by i den forstand, at det er en by, der - ved Zeus - ikke har slette eller små ledere og ikke sønderrives av tyranner og folkemasser, av timands- og fåmandsvælder og andre sådanne sygdomme og hele tiden er i oprør; nej, den er ordnet med det besindigste og bedste kongedømme, eftersom den i virkeligheden regeres lovligt i lutter venskab og samdrægtighed. (32) Det er, hvad den viseste og ældste hersker og lovgiver forordner for dødelige og udødelige, hele himmelens fører og alt værens herre, der således selv viser vejen, og som forbillede giver sin forvaltning av den lykkelige og salige ordning. De guddommelige digtere, der av muserne har lært at besynge ham, kalder ham også guders og menneskers fader.

(33) Digterslægten skyder jo næppe helt ved siden av med hensyn til de hellige fortællinger, og det er ikke langt fra målet, når de igen og igen bruger sådanne vendinger, selv om de ikke er blevet indviet formelt i henhold til de indviedes vedtægt og lov og så at sige ikke nøjagtigt kender sandheden om altet. Man kan nærmest sammenligne dem med de mysterietjenere, der befinder sig udenfor ved døren: de smykker porten og de altre, der står i det fri, og ordner alt det andet, men de kommer ikke indenfor. Derfor kalder de sig også musernes tjenere, ikke indviede eller et andet helligt navn. (34) Det er som sagt kun forståeligt, at de, der befinder sig i nærheden av en mysteriefest, ude ved indgangen, i hvert fald opfatter så meget av det, der sker indenfor, hvis et mysterieord bliver råbt eller en ild kommer til syne. Undertiden har digterne, og her mener jeg de helt gamle, opfanget et kort ord fra muserne og en inspiration om den guddommelige natur og sandhed, ligesom et skær av en ild, der lyser fra det skjulte. Det var det, Homer og Hesiod oplevede, da de var besat av muserne. (35) Men de, der kom efter dem og bragte deres egen visdom på scener og i teatre, fremførte som regel, selv uindviede, ufuldstændige prøver på mysterierne over for uindviede. Men de blev beundret av flertallet og forsøgte selv at indvie det brede folk, men byggede i virkeligheden åbne scener for dionysier på en slags tragiske gadehjørner.

Alle disse digtere kalder under alle omstændigheder overensstemmende den første og største gud fader til alle fornuftsvæsner under ét og ligeledes konge. (36) Menneskene tror dem og rejser altre til Kong Zeus, og der er da heller ingen, der tøver med at kalde ham fader i sine bønner, eftersom det er en sådan oprindelse og sammensætning, altet har. På samme måde tror jeg så heller ikke, der er nogen, der tøver med at kalde hele universet for Zeus’ hus, eftersom han er fader til dem, der lever i det, eller - ved Zeus - for en stat, hvis vi lader sammenligningen tage hensyn til, at hans styre er mere omfattende. (37) Betegnelsen kongerige ville nemlig passe bedre på en stat end på et hus. Man ville jo næppe tale om en konge over altet og så ikke acceptere, at altet har en konge, og man ville ikke sige, at det har en konge, og så sige, at det ikke har et styre, og at det ikke er et styre av altet. Hvis man derimod medgiver, at det er et styre, bliver man nødt til at indrømme, at det, der er styret, også er en stat eller noget tæt herpå.

(38) Det er altså filosoffernes fremstilling, og de beskriver et godt og menneskekærligt fællesskab av guder og mennesker og tildeler lov og styre ikke til hvilke som helst levende væsner, men til alle dem, der har del i fornuft og intelligens. Der tegnes en meget bedre og mere retfærdig lovgivning end den spartanske, ifølge hvilken heloterne heller ikke kan blive spartiater, hvorfor de også konstant pønser på at omstyrte Sparta.

39 ἕτερος δὲ μῦθος ἐν ἀπορρήτοις τελεταῖς ὑπὸ μάγων ἀνδρῶν ᾄδεται θαυμαζόμενος, οἳ τὸν θεὸν τοῦτον ὑμνοῦσιν ὡς τέλειόν τε καὶ πρῶτον ἡνίοχον τοῦ τελειοτάτου ἅρματος. τὸ γὰρ Ἡλίου ἅρμα νεώτερόν φασιν εἶναι πρὸς ἐκεῖνο κρινόμενον, φανερὸν δὲ τοῖς πολλοῖς, ἅτε προδήλου γιγνομένης τῆς φορᾶς. ὅθεν κοινῆς φήμης τυγχάνειν, ὡς ἔοικεν, ἀπὸ πρώτων σχεδόν τι τῶν ποιητῶν τῶν ἀνατολὰς καὶ δύσεις ἑκάστοτε λεγόντων κατὰ ταὐτὰ πάντων ἐξηγουμένων ζευγνυμένους τε τοὺς ἵππους καὶ τὸν Ἥλιον αὐτὸν ἐπιβαίνοντα τοῦ δίφρου. 40 τὸ δὲ ἰσχυρὸν καὶ τέλειον ἅρμα τὸ Διὸς οὐδεὶς ἄρα ὕμνησεν ἀξίως τῶν τῇδε οὔτε Ὅμηρος οὔτε Ἡσίοδος, ἀλλὰ Ζωροάστρης καὶ μάγων παῖδες ᾄδουσι παρ’ ἐκείνου μαθόντες· ὃν Πέρσαι λέγουσιν ἔρωτι σοφίας καὶ δικαιοσύνης ἀποχωρήσαντα τῶν ἀνθρώπων καθ’ αὑτὸν ἐν ὄρει τινὶ ζῆν· ἔπειτα ἁφθῆναι τὸ ὄρος πυρὸς ἄνωθεν πολλοῦ κατασκήψαντος συνεχῶς τε κάεσθαι. τὸν οὖν βασιλέα σὺν τοῖς ἐλλογιμωτάτοις Περσῶν ἀφικνεῖσθαι πλησίον, βουλόμενον εὔξασθαι τῷ θεῷ· καὶ τὸν ἄνδρα ἐξελθεῖν ἐκ τοῦ πυρὸς ἀπαθῆ, φανέντα δὲ αὐτοῖς ἵλεων θαρρεῖν κελεῦσαι καὶ θῦσαι θυσίας τινάς, ὡς ἥκοντος εἰς τὸν τόπον τοῦ θεοῦ. 41 συγγίγνεσθαί τε μετὰ ταῦτα οὐχ ἅπασιν, ἀλλὰ τοῖς ἄριστα πρὸς ἀλήθειαν πεφυκόσι καὶ τοῦ θεοῦ ξυνιέναι δυναμένοις, οὓς Πέρσαι μάγους ἐκάλεσαν, ἐπισταμένους θεραπεύειν τὸ δαιμόνιον, οὐχ ὡς Ἕλληνες ἀγνοίᾳ τοῦ ὀνόματος οὕτως ὀνομάζουσιν ἀνθρώπους γόητας. ἐκεῖνοι δὲ τά τε ἄλλα δρῶσι κατὰ λόγους ἱεροὺς καὶ δὴ τῷ Διὶ τρέφουσιν ἅρμα Νισαίων ἵππων· οἱ δέ εἰσι κάλλιστοι καὶ μέγιστοι τῶν κατὰ τὴν Ἀσίαν· τῷ δέ γε Ἡλίῳ ἕνα ἵππον.

42 ἐξηγοῦνται δὲ τὸν μῦθον οὐχ ὥσπερ οἱ παρ’ ἡμῖν προφῆται τῶν Μουσῶν ἕκαστα φράζουσι μετὰ πολλῆς πειθοῦς, ἀλλὰ μάλα αὐθαδῶς. εἶναι γὰρ δὴ τοῦ ξύμπαντος μίαν ἀγωγήν τε καὶ ἡνιόχησιν ὑπὸ τῆς ἄκρας ἐμπειρίας τε καὶ ῥώμης γιγνομένην ἀεί, καὶ ταύτην ἄπαυστον ἐν ἀπαύστοις αἰῶνος περιόδοις. τοὺς δὲ Ἡλίου καὶ Σελήνης δρόμους, καθάπερ εἶπον, μερῶν εἶναι κινήσεις, ὅθεν ὑπ’ ἀνθρώπων ὁρᾶσθαι σαφέστερον. τῆς δὲ τοῦ ξύμπαντος κινήσεως καὶ φορᾶς μὴ ξυνιέναι τοὺς πολλούς, ἀλλ’ ἀγνοεῖν τὸ μέγεθος τοῦδε τοῦ ἀγῶνος. 43 τὸ δὴ μετὰ τοῦτο αἰσχύνομαι φράζειν τῶν ἵππων πέρι καὶ τῆς ἡνιοχήσεως, ὅπως ἐξηγούμενοι λέγουσιν, οὐ πάνυ τι φροντίζοντες ὅμοιόν σφισι γίγνεσθαι πανταχῇ τὸ τῆς εἰκόνος. ἴσως γὰρ ἂν φαινοίμην ἄτοπος παρὰ Ἑλληνικά τε καὶ χαρίεντα ᾄσματα βαρβαρικὸν ᾆσμα ἐπᾴδων· ὅμως δὲ τολμητέον. φασὶ τῶν ἵππων τὸν πρῶτον ἄνωθεν ἀπείρῳ διαφέρειν κάλλει τε καὶ μεγέθει καὶ ταχυτῆτι, ἅτε ἔξωθεν περιτρέχοντα τὸ μήκιστον τοῦ δρόμου, αὐτοῦ Ζηνὸς ἱερόν· πτηνὸν δὲ εἶναι· τὴν δὲ χρόαν λαμπρόν, αὐγῆς τῆς καθαρωτάτης· τὸν δὲ Ἥλιον ἐν αὐτῷ καὶ τὴν Σελήνην σημεῖα προφανῆ ὁρᾶσθαι, ὥσπερ οἶμαι καὶ τῶνδε τῶν ἵππων ἐστὶ σημεῖα, τὰ μὲν μηνοειδῆ, τὰ δὲ ἀλλοῖα. 44 ἰδίαν δὲ κίνησιν ἔχειν καθ’ αὑτά. καὶ τἄλλα ἄστρα δι’ ἐκείνου φαινόμενα καὶ ξύμπαντα ἐκείνου πεφυκότα μέρη τὰ μὲν περιφέρεσθαι σὺν αὐτῷ μίαν ταύτην ἔχοντα κίνησιν, τὰ δὲ ἄλλους θεῖν δρόμους. τυγχάνειν δὲ παρὰ τοῖς ἀνθρώποις ταῦτα μὲν ἰδίου ἕκαστον ὀνόματος· τὰ δὲ ἄλλα κατὰ πλῆθος ἀθρόα, διανενεμημένα εἴς τινα σχήματα καὶ μορφάς. ταῦτα δὲ ὑφ’ ἡμῶν ὁρᾶσθαι συνεστραμμένα, καθάπερ ἐν αὐγῇ λαμπρᾷ φλογὸς σπινθῆρας ἰσχυροὺς διαθέοντας. 45 ὁ μὲν δὴ λαμπρότατος ἵππος καὶ ποικιλώτατος αὐτῷ τε Διὶ προσφιλέστατος, ὧδέ πως ὑμνούμενος ὑπ’ αὐτῶν, θυσίας τε καὶ τιμὰς ἅτε πρῶτος εἰκότως πρώτας ἔλαχεν·

δεύτερος δὲ μετ’ ἐκεῖνον ἁπτόμενος αὐτοῦ καὶ πλησιώτατος Ἥρας ἐπώνυμος, εὐήνιος καὶ μαλακός, πολὺ δὲ ἥττων κατά τε ῥώμην καὶ τάχος. χροιὰν δὲ τῇ μὲν αὑτοῦ φύσει μέλας, φαιδρύνεται δὲ ἀεὶ τὸ καταλαμπόμενον Ἡλίῳ· τὸ δὲ σκιασθὲν ἐν τῇ περιφορᾷ τὴν αὑτοῦ μεταλαμβάνει τῆς χρόας ἰδέαν.

46 τρίτος Ποσειδῶνος ἱερός, τοῦ δευτέρου βραδύτερος. τούτου δὲ μυθολογοῦσιν εἴδωλον οἱ ποιηταὶ γενέσθαι παρ’ ἀνθρώποις, ἐμοὶ δοκεῖν, ὅντινα ὀνομάζουσι Πήγασον, καί φασιν ἀνεῖναι κρήνην ἐν Κορίνθῳ χαράξαντα τῇ ὁπλῇ.

ὁ δὲ δὴ τέταρτος εἰκάσαι πάντων ἀτοπώτατος, στερεός τε καὶ ἀκίνητος, οὐχ ὅπως πτερωτός, ἐπώνυμος Ἑστίας. ὅμως δὲ οὐκ ἀποτρέπονται τῆς εἰκόνος, ἀλλὰ ἐνεζεῦχθαί φασι καὶ τοῦτον τῷ ἅρματι, μένειν δὲ κατὰ χώραν χαλινὸν ἀδάμαντος ἐνδακόντα. 47 συνερείδειν δὲ πανταχόθεν αὑτῷ τοῖς μέρεσι, καὶ τὼ δύο τὼ πλησίον ὁμοίως πρὸς αὐτὸν ἐγκλίνειν, ἀτεχνῶς ἐπιπίπτοντε καὶ ὠθουμένω· τὸν δὲ ἐξωτάτω πρῶτον ἀεὶ περὶ τὸν ἑστῶτα ὡς νύσσαν φέρεσθαι.

(39) Der er en anden beundret myte, der synges ved de hemmelige mysterier av magerne. De lovpriser denne gud som fuldendt og som vognstyrer av den mest fuldendte vogn. De siger nemlig, at Solens vogn er yngre sammenlignet med denne, men synlig for flertallet, fordi dens bane er åbenbar. Det er tilsyneladende derfor, den er blevet del av den fælles opfattelse næsten fra de første digtere, der, hver gang de omtaler solopgangen og solnedgangen, alle overensstemmende fortæller, at hestene bliver lagt under åget, og Solen selv stiger på vognen. (40) Men Zeus’ stærke og fuldendte vogn er der ingen av vore digtere, hverken Homer eller Hesiod, der har lovprist efter fortjeneste. Derimod synger Zoroaster og magernes børn, der har lært det av ham, om den. Perserne siger, at han trak sig tilbage fra menneskene av kærlighed til visdom og retfærdighed for at leve for sig selv på et bjerg. Da faldt der en stor mængde ild ned fra himlen, og der gik ild i bjerget, og det blev ved med at brænde. Kongen nærmede sig sammen med de mest ansete persere for at bede til guden. Manden trådte da uskadt ud av ilden, og han viste sig at være dem venligt stemt og opfordrede dem til at forrette bestemte ofre, eftersom guden var kommet til stedet. (41) Han var herefter ikke sammen med alle, men kun med dem, der havde det bedste anlæg for sandhed og var i stand til at forstå guden, dem, som perserne kalder magere, og som har forstand på at dyrke guddommen, ikke som grækerne, der i uvidenhed bruger ordet om tryllekunstnere. Foruden de andre riter i henhold til de hellige forskrifter passer de også et forspand med nisæiske heste for Zeus. Det er de smukkeste og største i hele Asien. Solen har derimod kun én hest.

(42) De udlægger myten, ikke som musernes orakeltydere hos os, der forklarer hvert ord med stor overbevisning, men derimod meget selvsikkert: Altet er underkastet én og samme føring og styrelse, og den foregår altid med den største erfaring og styrke, og den er uophørlig i evighedens uophørlige perioder. Solens og Månens baner er derimod som sagt bevægelser av dele, hvorfor menneskene tydeligere kan se dem. Flertallet forstår ikke altets bevægelse og kredsløb og begriber ikke omfanget av denne kraftanstrengelse.

(43) Jeg skammer mig over at fortælle, hvad der herefter bliver sagt og forklaret om hestene og deres styrelse, men det bekymrer dem åbenbart ikke, at deres lignelse ikke stemmer i alle dele. Det vil måske nok synes mærkeligt, hvis jeg blandt de yndefulde græske sange synger en barbarisk sang, men det skal alligevel voves.

De siger, at den første hest adskiller sig med en uendelig skønhed, størrelse og hurtighed, fordi den løber yderst og beskriver den længste bane; den er hellig for Zeus selv. Den er bevinget, og den er skinnende i farven og med den reneste glans. Solen og Månen ses på den som synlige tegn, ligesom de andre heste formentlig også har tegn, hvorav nogle er måneformede og andre anderledes. (44) De har en egen bevægelse for sig selv, og de andre stjerner, der kommer til syne igennem den, er alle av natur dele av den, og nogle drejer rundt med den og har en og samme bevægelse, mens andre løber i andre baner. Sidstnævnte har hos menneskene hver sit eget navn, mens de andre optræder i talrige klynger og deles i figurer og former. Disse kan vi se i tæt forening, ligesom kraftige gnister, der skyder igennem en flammes skinnende glans. (45) Den mest skinnende og farverige hest er den, Zeus elsker mest, og det er omtrent således, den bliver besunget av dem, og eftersom den er den første, har den naturligvis også fået tildelt de første ofre og æresbevisninger.

Nummer to efter ham er lige i hælene på ham og har tilnavnet Hera. Den er let at styre og blid, men den er langt svagere i styrke og hurtighed. Dens farve er av natur sort, men den del, der til enhver tid bliver oplyst av solen, stråler. Den del, der under omløbet er kommet i skygge, skifter derimod til sin egentlige farve. (46) Den tredje er Poseidons hellige hest, der er langsommere end den anden. Digterne fortæller den myte, at et billede av den var hos menneskene, formentlig den, der hedder Pegasus, og som efter sigende drev en kilde frem i Korinth ved at sparke med hoven.

Den fjerde er den mærkeligste at beskrive av dem alle. Den er fast og ubevægelig, alt andet end bevinget, og har tilnavnet Hestia (Arnen). Alligevel opgiver de ikke deres lignelse, men siger, at den også er spændt for vognen, men bliver på sin plads og bider i et bidsel av stål. (47) Den trækker sig sammen med sine dele på alle sider, og de to nærmeste læner sig på samme måde op ad den og ganske enkelt falder over den og skubber til den. Den første og yderste drejer konstant om den stillestående som en søjle på væddeløbsbanen.

τὸ μὲν οὖν πολὺ μετ’ εἰρήνης καὶ φιλίας διατελοῦσιν ἀβλαβεῖς ὑπ’ ἀλλήλων. ἤδη δέ ποτε ἐν μήκει χρόνου καὶ πολλαῖς περιόδοις ἰσχυρὸν ἆσθμα τοῦ πρώτου προσπεσὸν ἄνωθεν, οἷα δὴ θυμοειδοῦς, ἐθέρμηνε τοὺς ἄλλους, σφοδρότερόν γε μὴν τὸν τελευταῖον· τήν τε δὴ χαίτην περιέφλεξεν αὐτοῦ, ᾗ μάλιστα ἠγάλλετο, καὶ τὸν ἅπαντα κόσμον. 48 τοῦτο δὲ τὸ πάθος ἅπαξ Ἕλληνας μνημονεύοντάς φασι Φαέθοντι προσάπτειν, οὐ δυναμένους μέμφεσθαι τὴν Διὸς ἡνιόχησιν, τούς τε Ἡλίου δρόμους οὐκ ἐθέλοντας ψέγειν. διό φασι νεώτερον ἡνίοχον, ῾Ηλίου παῖδα θνητόν, ἐπιθυμήσαντα χαλεπῆς καὶ ἀξυμφόρου πᾶσι τοῖς θνητοῖς παιδιᾶς, αἰτησάμενον παρὰ τοῦ πατρὸς ἐπιστῆναι τῷ δίφρῳ, φερόμενόν τε ἀτάκτως πάντα καταφλέξαι ζῷα καὶ φυτά, καὶ τέλος αὐτὸν διαφθαρῆναι πληγέντα ὑπὸ κρείττονος πυρός.

49 πάλιν δὲ ὅταν διὰ πλειόνων ἐτῶν ὁ Νυμφῶν καὶ Ποσειδῶνος ἱερὸς πῶλος ἐπαναστῇ, παρὰ τὸ σύνηθες ἀγωνιάσας καὶ ταραχθείς, ἱδρῶτι πολλῷ κατέκλυσε τὸν αὐτὸν τοῦτον ἅτε ὁμόζυγα· πειρᾶται δὴ τῆς ἐναντίας τῇ πρότερον φθορᾷ, ὕδατι πολλῷ χειμαζόμενος. καὶ τοιοῦτον ἕνα χειμῶνα διηγεῖσθαι τοὺς Ἕλληνας ὑπὸ νεότητός τε καὶ μνήμης ἀσθενοῦς, καὶ λέγουσι Δευκαλίωνα βασιλεύοντα τότε σφίσιν ἀρκέσαι πρὸ τῆς παντελοῦς φθορᾶς. 50 ταῦτα δὲ σπανίως ξυμβαίνοντα δοκεῖν μὲν ἀνθρώποις διὰ τὸν αὑτῶν ὄλεθρον γίγνεσθαι μὴ κατὰ λόγον μηδὲ μετέχειν τῆς τοῦ παντὸς τάξεως, λανθάνειν δὲ αὐτοὺς ὀρθῶς γιγνόμενα καὶ κατὰ γνώμην τοῦ σῴζοντος καὶ κυβερνῶντος τὸ πᾶν. εἶναι γὰρ ὅμοιον ὥσπερ ὅταν ἅρματος ἡνίοχος τῶν ἵππων τινὰ κολάζῃ χαλινῷ σπάσας ἢ κέντρῳ ἁψάμενος· ὁ δ’ ἐσκίρτησε καὶ ἐταράχθη, παραχρῆμα εἰς δέον καθιστάμενος.

μίαν μὲν οὖν <λέγουσι> ταύτην ἡνιόχησιν ἰσχυράν, οὐχ ὅλου φθειρομένου τοῦ παντός. 51 πάλιν δὲ ἑτέραν τῆς τῶν τεττάρων κινήσεως καὶ μεταβολῆς, ἐν ἀλλήλοις μεταβαλλομένων καὶ διαλλαττόντων τὰ εἴδη, μέχρις ἂν εἰς μίαν ἅπαντα συνέλθῃ φύσιν, ἡττηθέντα τοῦ κρείττονος. ὅμως δὲ καὶ ταύτην τὴν κίνησιν ἡνιοχήσει προσεικάζειν τολμῶσιν ἐλάσει τε ἅρματος, ἀτοπωτέρας δεόμενοι τῆς εἰκόνος· οἷον εἴ τις θαυματοποιὸς ἐκ κηροῦ πλάσας ἵππους, ἔπειτα ἀφαιρῶν καὶ περιξύων ἀφ’ ἑκάστου προστιθείη ἄλλοτε ἄλλῳ, τέλος δὲ ἅπαντας εἰς ἕνα τῶν τεττάρων ἀναλώσας μίαν μορφὴν ἐξ ἁπάσης τῆς ὕλης ἐργάζοιτο. 52 εἶναί γε μὴν τὸ τοιοῦτο μὴ καθάπερ ἀψύχων πλασμάτων ἔξωθεν τοῦ δημιουργοῦ πραγματευομένου καὶ μεθιστάντος τὴν ὕλην, αὐτῶν δὲ ἐκείνων γίγνεσθαι τὸ πάθος, ὥσπερ ἐν ἀγῶνι μεγάλῳ τε καὶ ἀληθινῷ περὶ νίκης ἐριζόντων· γίγνεσθαι δὲ τὴν νίκην καὶ τὸν στέφανον ἐξ ἀνάγκης τοῦ πρώτου καὶ κρατίστου τάχει τε καὶ ἀλκῇ καὶ τῇ ξυμπάσῃ ἀρετῇ, ὃν εἴπομεν ἐν ἀρχῇ τῶν λόγων ἐξαίρετον εἶναι Διός.

53 τοῦτον γάρ, ἅτε πάντων ἀλκιμώτατον καὶ φύσει διάπυρον, ταχὺ ἀναλώσαντα τοὺς ἄλλους, καθάπερ οἶμαι τῷ ὄντι κηρίνους, ἐν οὐ πολλῷ τινι χρόνῳ, δοκοῦντι δὲ ἡμῖν ἀπείρῳ πρὸς τὸν ἡμέτερον αὐτῶν λογισμόν, καὶ τὴν οὐσίαν πάντων πᾶσαν εἰς αὑτὸν ἀναλαβόντα, πολὺ κρείττω καὶ λαμπρότερον ὀφθῆναι τοῦ πρότερον, ὑπ’ οὐδενὸς ἄλλου θνητῶν οὐδὲ ἀθανάτων, ἀλλ’ αὐτὸν ὑφ’ αὑτοῦ νικηφόρον γενόμενον τοῦ μεγίστου ἀγῶνος. στάντα δὲ ὑψηλὸν καὶ γαῦρον, χαρέντα τῇ νίκῃ, τόπον τε ὡς πλεῖστον καταλαβεῖν καὶ μείζονος χώρας δεηθῆναι τότε ὑπὸ ῥώμης καὶ μένους.

54 κατὰ τοῦτο δὴ γενόμενοι τοῦ λόγου δυσωποῦνται τὴν αὐτὴν ἐπονομάζειν τοῦ ζῴου φύσιν. εἶναι γὰρ αὐτὸν ἤδη τηνικάδε ἁπλῶς τὴν τοῦ ἡνιόχου καὶ δεσπότου ψυχήν, μᾶλλον δὲ αὐτὸ τὸ φρονοῦν καὶ τὸ ἡγούμενον αὐτῆς.

οὕτως δὴ λέγομεν καὶ ἡμεῖς τιμῶντες καὶ σεβόμενοι τὸν μέγιστον θεὸν [ἔργοις τε ἀγαθοῖς καὶ ῥήμασιν εὐφήμοις]. 55 λειφθεὶς γὰρ δὴ μόνος ὁ νοῦς καὶ τόπον ἀμήχανον ἐμπλήσας αὑτοῦ ἅτ’ ἐπ’ ἴσης πανταχῇ κεχυμένος, οὐδενὸς ἐν αὐτῷ πυκνοῦ λειφθέντος, ἀλλὰ πάσης ἐπικρατούσης μανότητος, ὅτε κάλλιστος γίγνεται, τὴν καθαρωτάτην λαβὼν αὐγῆς ἀκηράτου φύσιν, εὐθὺς ἐπόθησε τὸν ἐξ ἀρχῆς βίον. ἔρωτα δὴ λαβὼν τῆς ἡνιοχήσεως ἐκείνης καὶ ἀρχῆς καὶ ὁμονοίας τῆς τε τῶν τριῶν φύσεων καὶ ἡλίου καὶ σελήνης καὶ τῶν ἄλλων ἄστρων, ἁπάντων τε ἁπλῶς ζῴων καὶ φυτῶν, ὥρμησεν ἐπὶ τὸ γεννᾶν καὶ διανέμειν ἕκαστα καὶ δημιουργεῖν τὸν ὄντα νῦν κόσμον ἐξ ἀρχῆς πολὺ κρείττω καὶ λαμπρότερον ἅτε νεώτερον. 56 ἀστράψας δὲ ὅλος οὐκ ἄτακτον οὐδὲ ῥυπαρὰν ἀστραπήν, οἵα χειμέριος ἐλαυνομένων βιαιότερον πολλάκις τῶν νεφῶν διῇξεν, ἀλλὰ καθαρὰν καὶ ἀμιγῆ παντὸς σκοτεινοῦ, μετέβαλε ῥᾳδίως ἅμα τῇ νοήσει. μνησθεὶς δὲ Ἀφροδίτης καὶ γενέσεως ἐπράυνε καὶ ἀνῆκεν αὑτόν, καὶ πολὺ τοῦ φωτὸς ἀποσβέσας εἰς ἀέρα πυρώδη τρέπεται πυρὸς ἠπίου. μιχθεὶς δὲ τότε Ἥρᾳ καὶ μεταλαβὼν τοῦ τελειοτάτου λέχους, ἀναπαυσάμενος ἀφίησι τὴν πᾶσαν αὖ τοῦ παντὸς γονήν. τοῦτον ὑμνοῦσι παῖδες σοφῶν ἐν ἀρρήτοις τελεταῖς Ἥρας καὶ Διὸς εὐδαίμονα γάμον. 57 ὑγρὰν δὲ ποιήσας τὴν ὅλην οὐσίαν, ἓν σπέρμα τοῦ παντός, αὐτὸς ἐν τούτῳ διαθέων, καθάπερ ἐν γονῇ πνεῦμα τὸ πλάττον καὶ δημιουργοῦν, τότε δὴ μάλιστα προσεοικὼς τῇ τῶν ἄλλων συστάσει ζῴων, καθ’ ὅσον ἐκ ψυχῆς καὶ σώματος συνεστάναι λέγοιτ’ ἂν οὐκ ἀπὸ τρόπου, τὰ λοιπὰ ἤδη ῥᾳδίως πλάττει καὶ τυποῖ, λείαν καὶ μαλακὴν αὑτῷ περιχέας τὴν οὐσίαν καὶ πᾶσαν εἴκουσαν εὐπετῶς. 58 ἐργασάμενος δὲ καὶ τελεώσας ἀπέδειξεν ἐξ ἀρχῆς τὸν ὄντα κόσμον εὐειδῆ καὶ καλὸν ἀμηχάνως, πολὺ δὴ λαμπρότερον ἢ οἷος ὁρᾶται νῦν. πάντα γάρ που καὶ τἄλλα ἔργα τῶν δημιουργῶν καινὰ ἀπὸ τῆς τέχνης καὶ τῶν χειρῶν παραχρῆμα τοῦ ποιήσαντος κρείττω καὶ στιλπνότερα. καὶ τῶν φυτῶν τὰ νεώτερα εὐθαλέστερα τῶν παλαιῶν ὅλα τε βλαστοῖς ἐοικότα. καὶ μὴν τά γε ζῷα εὐχάριτα καὶ προσηνῆ ἰδεῖν μετὰ τὴν γένεσιν, οὐ μόνον τὰ κάλλιστα αὐτῶν, πῶλοί τε καὶ μόσχοι καὶ σκύλακες, ἀλλὰ καὶ θηρίων σκύμνοι τῶν ἀγριωτάτων. 59 ἡ μὲν γὰρ ἀνθρώπου φύσις νηπία τότε καὶ ὑδαρὴς ὁμοία Δήμητρος ἀτελεῖ χλόῃ, προελθοῦσα δὲ εἰς τὸ μέτρον ὥρας καὶ νεότητος παντὸς ἀτεχνῶς φυτοῦ κρεῖττον καὶ ἐπιφανέστερον βλάστημα. ὁ δὲ ξύμπας οὐρανός τε καὶ κόσμος, ὅτε πρῶτον συνετελέσθη, κοσμηθεὶς ὑπὸ τῆς σοφωτάτης τε καὶ ἀρίστης τέχνης, ἄρτι τῶν τοῦ δημιουργοῦ χειρῶν ἀπηλλαγμένος, λαμπρὸς καὶ διαυγὴς καὶ πᾶσι τοῖς μέρεσι παμφαίνων, νήπιος μὲν οὐδένα χρόνον ἐγένετο οὐδὲ ἀσθενὴς κατὰ τὴν ἀνθρωπίνην τε καὶ θνητὴν τῆς φύσεως ἀσθένειαν, νέος δὲ καὶ ἀκμάζων εὐθὺς ἀπὸ τῆς ἀρχῆς. 60 ὅτε δὴ καὶ ὁ δημιουργὸς αὐτοῦ καὶ πατὴρ ἰδὼν ἥσθη μὲν οὐδαμῶς· ταπεινὸν γὰρ ἐν ταπεινοῖς τοῦτο πάθος· ἐχάρη δὲ καὶ ἐτέρφθη διαφερόντως· ‘ἥμενος Οὐλύμπῳ, ἐγέλασσε δέ οἱ φίλον ἦτορ γηθοσύνῃ, ὅθ’ ὁρᾶτο θεούς’. τοὺς ἅπαντας ἤδη γεγονότας καὶ παρόντας. τὴν δὲ τότε μορφὴν τοῦ κόσμου, λέγω δὲ τήν τε ὥραν καὶ τὸ κάλλος ἀεὶ καλοῦ ὄντος ἀμηχάνως, οὐδεὶς δύναιτ’ ἂν ἀνθρώπων διανοηθῆναι καὶ εἰπεῖν ἀξίως οὔτε τῶν νῦν οὔτε τῶν πρότερον, εἰ μὴ Μοῦσαί τε καὶ ᾿Απόλλων ἐν θείῳ ῥυθμῷ τῆς εἰλικρινοῦς τε καὶ ἄκρας ἁρμονίας.

Som regel omgås de hinanden uskadt i fred og fordragelighed. Men i tidens fylde og i de mange perioder er der fra den første hest faldet en stærk ånde ned og har opvarmet de andre, men stærkest den sidste. Dens manke, som den var særlig stolt av, og hele dens udsmykning er stukket i flammer. (48) Det skal have været et enkelt tilfælde, som grækerne huskede og hæftede på Faethon, fordi de ikke kunne bebrejde Zeus’ kørsel og ikke ville påtale Solens løb. Derfor siger de, at det var en yngre vognstyrer, en dødelig søn av Solen, der begærede en leg, der var vanskelig og skadelig for alle mennesker, og derfor bad sin fader om lov til at stige på vognen. Han kørte ustyrligt og satte ild i alle dyr og planter, og til sidst gik han selv til grunde, da han blev styrtet av en kraftigere ild.

(49) Når omvendt Nymfernes og Poseidons hellige føl har rejst sig, grebet av en uvant ophidselse og uro, har den overhældt den samme hest, da den er under samme åg, med en stor mængde sved. Den kommer nu ud for det modsatte av den forrige ødelæggelse og hjemsøges av en voldsom regn. Det skal også have været et sådant uvejr, som grækerne på grund av deres ungdom og svage erindring beretter om, når de fortæller, at Deukalion, der dengang var konge, reddede dem fra den totale ødelæggelse. (50) Da dette sjældent forekommer, tror menneskene, i lyset av deres egen tilintetgørelse, at det sker uden fornuft, og at det ikke er en del av altets orden. De kan ikke se, at det hele sker med rette og efter den opretholdende og styrendes vilje. Det er jo det samme som, når en vognstyrer tugter en av hestene og trækker i bidslet eller rammer den med pigkæppen. Den springer og bliver urolig, men kommer straks til orden igen.

Det er én form for håndfast vognstyring, hvor altet ikke går til grunde. (51) En anden form er bevægelsen og forvandlingen av de fire heste, hvor de forvandles til hinanden og skifter art, indtil alt når til én natur, den svagere til den stærkeres. Alligevel tør de sammenligne denne bevægelse med en styring og kørsel av en vogn, idet de påberåber sig en endnu mærkeligere lignelse. Det er ligesom, hvis en tryllekunstner støber heste i voks og så fjerner og skraber noget av én for at lægge det til en anden, så han til sidst har brugt alle fire og har lavet én figur ud av hele materialet. (52) Og dog er det ikke på samme måde som med de livløse figurer, hvor kunstneren bearbejder og forandrer stoffet udefra; det er derimod noget, der sker med dem selv, som kæmpede de om sejren i en stor og virkelig kappestrid. Sejren og kransen tilfalder nødvendigvis den første og stærkeste på grund av dens hurtighed og styrke og hele fortræffelighed, den, som vi i begyndelsen av fremstillingen sagde var Zeus’ udvalgte hest. (53) Eftersom den er stærkest av dem alle og av natur fyrig, sætter den nemlig hurtigt de andre til livs, som var de virkelig av voks, og det på en tid, der ikke er lang, men dog synes os uendelig i forhold til vor egen fatteevne, den optager alles hele væren i sig og fremtræder langt stærkere og mere skinnende end før, efter at den ved egen indsats og ikke med hjælp fra nogen anden udødelig eller dødelig er blevet sejrherre i den største kappestrid. Når den har stået rank og stolt og har glædet sig over sin sejr, fylder den så meget som muligt og kræver nu mere plads i kraft av sin styrke og sit mod.

(54) Når de kommer til dette punkt i deres beretning, skammer de sig over at kalde dette væsens natur ved samme navn: Det er nu i stedet ganske enkelt vognstyrerens og herskerens sjæl eller rettere selve sjælens tænken og styren. (55) Efter at det således alene var fornuften, der var blevet tilbage, og han med sig selv havde udfyldt et umanerligt rum, fordi han havde fordelt sig ligeligt over det hele og ikke var forblevet tæt på noget sted, men der herskede fuldstændig tyndhed, og da han var skønnest og havde taget den reneste natur av en uforfalsket glans, så længtes han straks efter sin oprindelige eksistensform. Han blev grebet av kærlighed til den fordums vognstyring, ledelse og samdrægtighed med de tre naturer og solen og månen og de andre stjerner, ganske enkelt alle dyr og planter, og han kastede sig ud i at avle og fordele hver enkelt ting og i at skabe det nuværende univers fra begyndelsen, men langt bedre og mere skinnende, fordi det var nyere. (56) Han lynede fuldt og helt, ikke med et uordentligt og snavset lyn som det, der i stormvejr ofte gennemtrænger skyerne, når de drives alt for voldsomt av sted, men med et rent lyn, der ikke var ubesmittet av noget mørkt, og han udførte forvandlingen i det øjeblik, han tænkte den. Da han huskede Aphrodite og skabelsen, mildnede og dæmpede han sig selv, og han slukkede en stor del av sit lys og forvandlede sig til en flammende luft av sagte ild. Han elskede da med Hera og tog del i det mest fuldendte ægteskab, og da han igen holdt inde, lod han al altets sæd fare. Det kalder de vises børn i de hemmelige mysterier for Heras og Zeus’ lyksalige bryllup. (57) Han gjorde hele eksistensen flydende, til ét altets sædekorn, flød selv i den, ligesom en formende og skabende ånd i sæden, han lignede da mest sammensætningen av alle andre væsner, for så vidt det ikke er helt forkert at sige, at de består av sjæl og legeme, og han formede og prægede nu let resten og omgav sig med sin substans, der er glat og blød og uden videre giver efter på alle ledder. (58) Han lavede og fuldendte verden og gjorde den fra begyndelsen velformet og umanerlig smuk, langt mere skinnende end sådan, som den fremtræder i dag. Alle andre håndværkeres arbejder er jo også bedre og mere funklende, når de er nyudførte og lige har forladt fabrikantens hænder. De nyere planter er også grønnere end de gamle og ligner helt og holdent skud. Dyrene ser ligeledes yndige og kære ud efter fødslen, og dét ikke kun de smukkeste av dem, såsom føl, kalve og hvalpe, men også de vildeste dyrs unger. (59) Menneskets natur er på det tidspunkt uforstandig og svagelig, lig Demeters ufuldendte spire, men når det når en vis alder og bliver ungt, er det slet og ret en bedre og fornemmere vækst end nogen plante. Så snart hele himmelen og universet var fuldendt, blev det smykket av det viseste og bedste håndværk, og da det først havde forladt sin skabers hænder, fremstod det skinnende og gennemsigtigt i alle sine dele, men det var på intet tidspunkt uforstandigt eller svagt, sådan som det er menneskenes og de dødeliges natur at være svag; det var ungt og lige fra begyndelsen på sin tinde. (60) Da dets skaber og fader så det, følte han intet behag, for det er en lav følelse, der hører lave til; nej, han blev glad og ualmindelig fornøjet: ’Det hørte Zeus fra sin trone højt på Olympen og lo av fyrstelig fryd i sit hjerte’ [Il. 21.389-390]. De var nu alle skabt og var til stede. Universets daværende form, det vil sige den ungdom og skønhed, som noget, der altid er umanerligt skønt, besidder, ville intet nulevende eller tidligere menneske kunne fatte eller udtrykke tilfredsstillende; det kan kun muserne og Apollon i den rene og højeste harmonis guddommelige rytme.”

61 ὅθεν δὴ καὶ ἡμεῖς ἐάσωμεν τὰ νῦν, ὅσον ἡμῖν δυνατὸν ἐπᾶραι τὸν λόγον οὐκ ὀκνήσαντες. εἰ δὲ ἀτεχνῶς ὑψηλόν τε καὶ ἐξίτηλον ἀπέβη τὸ τοῦ λόγου σχῆμα, ὥσπερ οἱ δεινοὶ περὶ τοὺς ὄρνιθάς φασι τὸν σφόδρα ἄνω χωρήσαντα καὶ τοῖς νέφεσιν ἐγκρύψαντα αὑτὸν ἀτελῆ τὴν μαντείαν ποιεῖν, οὐκ ἐμὲ ἄξιον αἰτιᾶσθαι, τὴν δὲ Βορυσθενιτῶν ἀξίωσιν, ὡς τότε ἐκεῖνοι λέγειν προσέταξαν.

(61) Her vil jeg så også slutte for denne gang, når jeg nu ikke har holdt mig tilbage fra at løfte talen så højt, jeg kunne. Hvis talens opbygning har vist sig ganske enkelt at være højttravende og utydelig - ligesom de, der har forstand på fugle, siger, at den fugl, der flyver langt op i luften og skjuler sig i skyerne, gør varslet ufuldstændigt - så er det ikke mig, man skal skyde skylden på, men borysthenitternes anmodning, eftersom det var dem, der pålagde mig at tale, som jeg gjorde.